Ministeren for byer og landdistrikter indkalder ved offentlig digital annoncering forslag til arealer, der kan udpeges som energipark, jf. § 3, stk. 1.
Stk. 2 Et forslag skal indeholde en klar afgrænsning af det foreslåede areal og en redegørelse for, at arealet forventes at kunne rumme vindmøller, solcelleanlæg eller en blanding heraf med en samlet årlig elproduktion på minimum 100 GWh, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, eller at tilknyttede anlæg ønskes placeret ved landanlæg til havvindmølleparker, jf. § 3, stk. 2.
Stk. 3 Et forslag, der indsendes af en kommunalbestyrelse, og som forudsætter en undtagelse fra § 11 a, stk. 8, i lov om planlægning, jf. denne lovs § 10, skal tillige indeholde en redegørelse for den særlige planlægningsmæssige eller funktionelle begrundelse for placeringen.
Stk. 4 Ministeren for byer og landdistrikter kan fastsætte nærmere regler om indsendelse af forslag efter stk. 1, herunder om frist for indsendelse af forslag, om krav til forslags indhold og form og om, at forslag skal indsendes digitalt.