Kapitel 1 1 Formål
Loven har til formål at give Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen beføjelser til at understøtte Europa-Kommissionen med at sikre tilstrækkelig og effektiv håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1925 af 14. september 2022 om åbne og fair markeder i den digitale sektor og om ændring af direktiv (EU) 2019/1937 og (EU) 2020/1828 (forordningen om digitale markeder) med senere ændringer.
Kapitel 2 1 Beføjelser m.v.
Konkurrencerådet har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration af denne lov. Medlemmerne af Konkurrencerådet, deres suppleanter og direktøren for og ansatte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen administrerer denne lov og varetager de opgaver og beføjelser, de er tillagt i medfør af denne lov, uafhængigt af politisk eller anden udefrakommende indblanding og uden at søge eller modtage instrukser fra regeringen eller nogen offentlig eller privat enhed.
Stk. 2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er den nationale kompetente myndighed i Danmark i henhold til artikel 38 i forordningen om digitale markeder.
Stk. 3 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er den kompetente myndighed, som kan fremsætte en anmodning om en markedsundersøgelse til Europa-Kommissionen i henhold til artikel 41 i forordningen om digitale markeder.
Stk. 4 Konkurrencerådet godkender, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fremsætter en anmodning til Europa-Kommissionen efter stk. 3.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan foretage en undersøgelse af en eventuel manglende overholdelse af artikel 5, 6 og 7 i forordningen om digitale markeder i Danmark.
Stk. 2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan foretage en undersøgelse efter stk. 1 af egen drift eller på baggrund af en klage.
Stk. 3 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der skal foretages en undersøgelse efter stk. 1, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Stk. 4 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter en gennemført undersøgelse underrette Europa-Kommissionen om sine konklusioner. Konkurrencerådet godkender konklusionerne i styrelsens undersøgelse, inden styrelsen underretter Europa-Kommissionen efter 1. pkt.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve alle oplysninger, adgang til algoritmer og oplysninger om test og kræve forklaringer vedrørende disse, som skønnes nødvendige for udførelsen af de opgaver, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er tillagt efter denne lov. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastsætter en rimelig frist, inden for hvilken styrelsen skal have modtaget de krævede oplysninger m.v. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens krav om oplysninger m.v. skal stå i et rimeligt forhold til formålet.
Stk. 2 Oplysningspligten efter stk. 1 påhviler en virksomhed, en virksomhedssammenslutning og enhver anden juridisk person.
Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager og undersøgelser efter denne lov.
Stk. 2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan, jf. dog stk. 3, offentliggøre
-
1) information om en undersøgelse efter § 3, stk. 1, og
-
2) dokumenter, der indgår i sager og undersøgelser, og hvortil der er behov for en tredjemands bemærkninger.
Stk. 3 Stk. 2 gælder ikke for oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter og drifts- og forretningshemmeligheder, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningen angår.
Kapitel 3 1 Tvangsbøder
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder til virksomheder, virksomhedssammenslutninger og enhver anden juridisk person, der undlader at afgive fuldstændige og korrekte oplysninger som svar på et krav om oplysninger efter § 4 eller undlader at afgive sådanne oplysninger inden for den fastsatte frist.
Stk. 2 Størrelsen af en tvangsbøde efter stk. 1 kan udgøre op til 5 pct. af den pågældendes gennemsnitlige samlede daglige omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår pr. dag. Tvangsbøden beregnes fra den dato, der er angivet i beslutningen om at pålægge tvangsbøder.