Lov om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om digitale markeder Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1533 af 12. december 2023

Kapitel 2 1 Beføjelser m.v.
§ 2

Konkurrencerådet har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration af denne lov. Medlemmerne af Konkurrencerådet, deres suppleanter og direktøren for og ansatte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen administrerer denne lov og varetager de opgaver og beføjelser, de er tillagt i medfør af denne lov, uafhængigt af politisk eller anden udefrakommende indblanding og uden at søge eller modtage instrukser fra regeringen eller nogen offentlig eller privat enhed.

Stk. 2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er den nationale kompetente myndighed i Danmark i henhold til artikel 38 i forordningen om digitale markeder.

Stk. 3 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er den kompetente myndighed, som kan fremsætte en anmodning om en markedsundersøgelse til Europa-Kommissionen i henhold til artikel 41 i forordningen om digitale markeder.

Stk. 4 Konkurrencerådet godkender, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fremsætter en anmodning til Europa-Kommissionen efter stk. 3.

§ 3

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan foretage en undersøgelse af en eventuel manglende overholdelse af artikel 5, 6 og 7 i forordningen om digitale markeder i Danmark.

Stk. 2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan foretage en undersøgelse efter stk. 1 af egen drift eller på baggrund af en klage.

Stk. 3 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der skal foretages en undersøgelse efter stk. 1, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.

Stk. 4 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter en gennemført undersøgelse underrette Europa-Kommissionen om sine konklusioner. Konkurrencerådet godkender konklusionerne i styrelsens undersøgelse, inden styrelsen underretter Europa-Kommissionen efter 1. pkt.

§ 4

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve alle oplysninger, adgang til algoritmer og oplysninger om test og kræve forklaringer vedrørende disse, som skønnes nødvendige for udførelsen af de opgaver, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er tillagt efter denne lov. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastsætter en rimelig frist, inden for hvilken styrelsen skal have modtaget de krævede oplysninger m.v. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens krav om oplysninger m.v. skal stå i et rimeligt forhold til formålet.

Stk. 2 Oplysningspligten efter stk. 1 påhviler en virksomhed, en virksomhedssammenslutning og enhver anden juridisk person.

§ 5

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gennemføre interview med enhver juridisk eller fysisk person, der giver samtykke hertil, når en sådan juridisk eller fysisk person vurderes at kunne være i besiddelse af relevante oplysninger i henhold til § 3.

§ 6

Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager og undersøgelser efter denne lov.

Stk. 2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan, jf. dog stk. 3, offentliggøre

  • 1) information om en undersøgelse efter § 3, stk. 1, og

  • 2) dokumenter, der indgår i sager og undersøgelser, og hvortil der er behov for en tredjemands bemærkninger.

Stk. 3 Stk. 2 gælder ikke for oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter og drifts- og forretningshemmeligheder, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningen angår.

§ 7

I sager og undersøgelser efter denne lov finder reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i artikel 13-15 i databeskyttelsesforordningen ikke anvendelse.