Lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer § 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 692 af 8. juni 2018,
som ændret ved lov nr. 429 af 16. marts 2021

Anvendelsesområde
§ 1

Loven finder anvendelse på offentlige organers websteder og mobilapplikationer, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse på skoler og uddannelsesinstitutioner på Undervisningsministeriets område, der ikke henregnes til den offentlige forvaltning, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1 og 2. Skoler og uddannelsesinstitutioner, der ikke henregnes til den offentlige forvaltning, skal dog gøre indhold, der er forbundet med væsentlige administrative onlinefunktioner, tilgængeligt på websteder og i mobilapplikationer.

Stk. 3 Stk. 1 finder ikke anvendelse på privatinstitutioner efter dagtilbudslovens § 19, stk. 5. Privatinstitutioner efter dagtilbudslovens § 19, stk. 5, skal dog gøre indhold, der er forbundet med væsentlige administrative onlinefunktioner, tilgængeligt på websteder og i mobilapplikationer.

Stk. 4 Loven finder ikke anvendelse på websteder og mobilapplikationer, der tilhører

  • 1) tv- og radioorganer, som er pålagt en public service-forpligtelse, og

  • 2) ngo’er, der ikke leverer tjenesteydelser, som er væsentlige for offentligheden, eller som specifikt vedrører behovene hos eller er beregnet til personer med handicap.

Stk. 5 Loven finder ikke anvendelse på følgende indhold på websteder og i mobilapplikationer:

  • 1) Dokumentformater, der er offentliggjort inden den 23. september 2018, medmindre indholdet er nødvendigt for aktive administrative processer i forbindelse med de opgaver, som det offentlige organ varetager.

  • 2) Forudindspillede tidsafhængige medier, der er offentliggjort inden den 23. september 2020.

  • 3) Tidsafhængige livemedier.

  • 4) Onlinekort og kortlægningstjenester, når væsentlige oplysninger gives på en tilgængelig digital måde omkring kort, der er bestemt til navigationsbrug.

  • 5) Tredjepartsindhold, der hverken er finansieret eller udviklet af eller er under kontrol af det pågældende offentlige organ. Dette gælder dog ikke indhold på et offentligt organs websted eller mobilapplikation, som er leveret af et andet offentligt organ, og som udvikles, finansieres eller er under kontrol af dette offentlige organ.

  • 6) Reproduktioner af genstande fra kulturhistoriske samlinger, der ikke kan gøres fuldt tilgængelige på grund af

    • a) uforenelighed af tilgængelighedskravene med enten konservering af den pågældende genstand eller reproduktionens autenticitet eller

    • b) manglende automatiserede og omkostningseffektive løsninger, der ukompliceret kan udtage teksten fra manuskripter eller andre genstande fra kulturhistoriske samlinger og omforme den til indhold, der er foreneligt med tilgængelighedskravene.

  • 7) Indhold på ekstranet og intranet, som er offentliggjort inden den 23. september 2019, indtil sådanne websteder undergår en væsentlig revision.

  • 8) Indhold, der kvalificeres som arkiver, som hverken er opdateret eller redigeret efter den 23. september 2019.