Lov om trossamfund uden for folkekirken Kapitel 8

Denne konsoliderede version af lov om trossamfund uden for folkekirken er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1533 af 19. december 2017,
som ændret ved lov nr. 2390 af 14. december 2021, lov nr. 747 af 13. juni 2023 og lov nr. 1789 af 28. december 2023

Kapitel 8 1 Ikrafttræden m.v.
§ 24

Loven træder i kraft den 1. januar 2018, jf. dog stk. 2 og 6.

Stk. 2 Lovens §§ 23 og 27 træder i kraft den 1. januar 2023. Indtil §§ 23 og 27 træder i kraft, er det kun de trossamfund, der er anerkendt ved kongelig resolution før den 1. januar 1970, der kan føre ministerialbøger og udstede navne-, dåbs- og vielsesattester, ligesom bestemmelsen om anerkendte trossamfund i § 18 i navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1816 af 23. december 2015, kun finder anvendelse for disse trossamfund.

Stk. 3 De ved denne lovs ikrafttræden anerkendte eller godkendte trossamfund anses for anerkendte trossamfund, såfremt de opfylder de betingelser, der er nævnt i § 7, stk. 1.

Stk. 4 De ved denne lovs ikrafttræden meddelte vielsesbemyndigelser til præster i de anerkendte og godkendte trossamfund er fortsat gældende.

Stk. 5 Funktionsperioden for Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund begynder den 1. januar 2019.

Stk. 6 § 26 træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 7 Regler udstedt i medfør af § 16, stk. 1, nr. 3, § 17, stk. 2, og § 20, stk. 3, 3. pkt., i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23. december 2015, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af denne lov.

§ 25

Kirkeministeren fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 2024-25.