Lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 52 af 28. januar 2025

Kapitel 3 1 Den uafhængige erklæringsudbyders virksomhed m.v.
Accept og fortsættelse af en erklæringsopgave
§ 21

En uafhængig erklæringsudbyder skal, inden den accepterer eller fortsætter en erklæringsopgave, vurdere og dokumentere,

  • 1) at den opfylder kravene om uafhængighed, jf. §§ 28 og 29,

  • 2) om der er trusler mod dens og verifikatorens uafhængighed, og i givet fald de sikkerhedsforanstaltninger, der er truffet for at imødegå disse trusler,

  • 3) at den har de nødvendige kompetente ansatte, den nødvendige tid og de nødvendige ressourcer til at udføre erklæringsopgaven korrekt, og

  • 4) at verifikatoren er godkendt til at afgive erklæring om bæredygtighedsrapportering.

Udførelse af erklæringsopgaver m.v.
§ 22

En verifikator er offentlighedens tillidsrepræsentant under udførelse af erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering og skal under udførelse af opgaverne udvise den nøjagtighed og hurtighed, som opgavernes beskaffenhed tillader. Verifikatoren skal endvidere udvise professionel skepsis, integritet, objektivitet, fortrolighed, professionel adfærd, professionel kompetence og fornøden omhu ved udførelsen af opgaverne.

Stk. 2 Verifikatoren skal under planlægningen og udførelsen af erklæringsopgaven om bæredygtighedsrapportering udvise professionel skepsis, i erkendelse af at der kan forekomme omstændigheder, der kan indikere væsentlig fejlinformation i bæredygtighedsrapporteringen.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler og standarder om etik, tilrettelæggelse og udførelse af erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering og verifikatorens afgivelse af erklæringer om bæredygtighedsrapportering.

Særlige krav til erklæringsopgaver om konsolideret bæredygtighedsrapportering
§ 23

En verifikator skal gennemgå og vurdere det erklæringsarbejde, der er udført af andre uafhængige erklæringsudbydere, revisorer og revisionsvirksomheder med henblik på erklæringsopgaven om den konsoliderede bæredygtighedsrapportering, herunder arbejde udført af uafhængige erklæringsudbydere, revisorer og revisionsvirksomheder, der ikke har hjemsted i et EU-land, et EØS-land eller et andet land, som EU har indgået aftale med. Verifikatoren kan kun anvende det udførte arbejde, hvis verifikatoren har indhentet samtykke fra de pågældende uafhængige erklæringsudbydere, revisorer og revisionsvirksomheder om videregivelse af relevant dokumentation vedrørende erklæringsarbejdet under udførelsen af erklæringsopgaven om den konsoliderede bæredygtighedsrapportering. Verifikatoren skal dokumentere den gennemgang og vurdering, der er foretaget, herunder arten af, tidsplanen for og omfanget af de pågældende uafhængige erklæringsudbyderes, revisorers og revisionsvirksomheders arbejde. Arbejdspapirerne skal dokumentere disse uafhængige erklæringsudbyderes, revisorers og revisionsvirksomheders samtykke til at videregive den i 2. pkt. anførte dokumentation.

Stk. 2 Er verifikatoren forhindret i at gennemgå og vurdere det erklæringsarbejde, som er udført af andre uafhængige erklæringsudbydere, revisorer og revisionsvirksomheder med henblik på erklæringsopgaven, jf. stk. 1, skal verifikatoren træffe passende foranstaltninger og underrette Erhvervsstyrelsen herom. Passende foranstaltninger omfatter, hvor det er relevant, at verifikatoren selv udfører eller lader udføre yderligere arbejdshandlinger i den omhandlede dattervirksomhed.

Stk. 3 Er erklæringsarbejde af betydning for erklæringsopgaven om den konsoliderede bæredygtighedsrapportering udført af en eller flere uafhængige erklæringsudbydere, revisorer eller revisionsvirksomheder, der ikke har hjemsted i et EU-land, et EØS-land eller et andet land, som EU har indgået aftale med, skal verifikatoren opbevare et eksemplar af dokumentationen, herunder arbejdspapirer, for det udførte arbejde, jf. dog stk. 5. Verifikatoren kan undlade at opbevare dokumentationen, hvis der er indgået aftale om fyldestgørende og ubegrænset adgang hertil efter anmodning eller der i øvrigt er truffet andre passende foranstaltninger.

Stk. 4 Er verifikatoren forhindret i at modtage dokumentationen efter stk. 3, skal arbejdspapirerne dokumentere disse hindringer, jf. dog stk. 5.

Stk. 5 Stk. 3 og 4 finder ikke anvendelse, hvis Erhvervsstyrelsen har indgået en samarbejdsaftale med det pågældende land.

Fratræden
§ 24

Fratræder en uafhængig erklæringsudbyder, der er valgt til at afgive erklæring om en virksomheds bæredygtighedsrapportering, har den fratrædende uafhængige erklæringsudbyder pligt til at give en tiltrædende uafhængig erklæringsudbyder eller revisor, der er valgt til at afgive erklæring om bæredygtighedsrapportering, adgang til alle relevante oplysninger om den virksomhed, som erklæringen vedrører, og om den seneste erklæring om bæredygtighedsrapportering for denne virksomhed.

Erklæring om bæredygtighedsrapportering
§ 25

Når en verifikator har afsluttet en erklæringsopgave om bæredygtighedsrapportering, skal verifikatoren afgive en erklæring om bæredygtighedsrapporteringen om det udførte arbejde og konklusionen herpå. Erklæringen skal underskrives af den eller de verifikatorer, der har forestået og har det endelige ansvar for opgaven. Erklæringen må alene afgives sammen med andre godkendte verifikatorer eller revisorer, som i henhold til revisorloven er godkendt til at afgive erklæringer om bæredygtighedsrapportering.

Stk. 2 Skal flere erklæringsafgivere, jf. stk. 1, 3. pkt., afgive en erklæring om bæredygtighedsrapportering, skal disse nå til enighed om resultatet af det udførte erklæringsarbejde og afgive en fælles erklæring om bæredygtighedsrapportering. Kan erklæringsafgiverne ikke nå til enighed, skal hver erklæringsafgiver afgive en konklusion i et særskilt afsnit i erklæringen om bæredygtighedsrapportering og angive årsagen til uenigheden.

Rapportering om uregelmæssigheder
§ 26

Artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om specifikke krav til lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden finder anvendelse ved erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering for en virksomhed af interesse for offentligheden.

Dokumentation
§ 27

En verifikator og uafhængig erklæringsudbyder skal for enhver erklæringsopgave om bæredygtighedsrapportering udarbejde arbejdspapirer, der dokumenterer grundlaget for den afgivne erklæring. Arbejdspapirerne og genparter af de afgivne erklæringer og bæredygtighedsrapporteringer skal opbevares i 5 år fra tidspunktet for underskrivelsen af den erklæring, som materialet vedrører. Har Erhvervsstyrelsen meddelt verifikatoren, at styrelsen har iværksat en undersøgelse efter § 38, skal arbejdspapirerne og genparter af de afgivne erklæringer og bæredygtighedsrapporteringer, som undersøgelsen vedrører, opbevares, indtil styrelsen har meddelt resultatet af undersøgelsen, jf. § 41.