En verifikator er offentlighedens tillidsrepræsentant under udførelse af erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering og skal under udførelse af opgaverne udvise den nøjagtighed og hurtighed, som opgavernes beskaffenhed tillader. Verifikatoren skal endvidere udvise professionel skepsis, integritet, objektivitet, fortrolighed, professionel adfærd, professionel kompetence og fornøden omhu ved udførelsen af opgaverne.
Stk. 2 Verifikatoren skal under planlægningen og udførelsen af erklæringsopgaven om bæredygtighedsrapportering udvise professionel skepsis, i erkendelse af at der kan forekomme omstændigheder, der kan indikere væsentlig fejlinformation i bæredygtighedsrapporteringen.
Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler og standarder om etik, tilrettelæggelse og udførelse af erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering og verifikatorens afgivelse af erklæringer om bæredygtighedsrapportering.