Lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering § 28

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 52 af 28. januar 2025

§ 28

En verifikator, den uafhængige erklæringsudbyder og andre personer i den uafhængige erklæringsudbyder, der er knyttet til opgaven eller kontrollerer dennes udførelse, skal ved udførelse af erklæringsopgaven være uafhængige af den virksomhed, som opgaven vedrører, og må ikke være involveret i virksomhedens beslutningstagning. Uafhængighed kræves både i opgaveperioden og den periode, bæredygtighedsrapporteringen dækker. Opgaveperioden begynder ved påbegyndelse af udførelse af erklæringsopgaven og ophører, når erklæringen er afgivet.

Stk. 2 En verifikator er ikke uafhængig, hvis der foreligger en direkte eller indirekte økonomisk interesse eller et forretnings-, ansættelsesmæssigt eller andet forhold, herunder levering af andre ydelser end erklæringer om bæredygtighedsrapportering, mellem verifikatoren og den virksomhed, opgaven vedrører, der for en velinformeret tredjemand kan vække tvivl om verifikatorens uafhængighed. Det samme gælder, hvis forholdet foreligger mellem andre personer i den uafhængige erklæringsudbyder, der er knyttet til opgaven eller kontrollerer dennes udførelse, den uafhængige erklæringsudbyder eller den uafhængige erklæringsudbyders netværk og den virksomhed, som opgaven vedrører.

Stk. 3 I tilfælde af trusler mod verifikatorens eller den uafhængige erklæringsudbyders uafhængighed, herunder egenkontrol, egeninteresse, partiskhed, nære personlige, herunder familiære, relationer eller intimidering, skal verifikatoren eller den uafhængige erklæringsudbyder træffe sikkerhedsforanstaltninger for at mindske sådanne trusler. Er truslen af en sådan art i forhold til de trufne sikkerhedsforanstaltninger, at verifikatorens eller den uafhængige erklæringsudbyders uafhængighed er bragt i fare, skal verifikatoren afstå fra at udføre erklæringsopgaven.

Stk. 4 Den uafhængige erklæringsudbyder skal sikre, at en verifikator i forbindelse med udførelsen af erklæringsopgaver i sine arbejdspapirer dokumenterer alle væsentlige trusler mod verifikatorens og den uafhængige erklæringsudbyders uafhængighed og de sikkerhedsforanstaltninger, der er truffet for at mindske disse trusler.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen fastsætter regler om forhold omfattet af stk. 2 og 3, herunder trusler, sikkerhedsforanstaltninger og situationer, hvor verifikatoren eller den uafhængige erklæringsudbyder ikke er uafhængig.