Erhvervsstyrelsen kan udveksle nødvendige oplysninger med andre kompetente myndigheder i et andet EU-land, i et EØS-land eller i et andet land, som EU har indgået aftale med, om
-
1) verifikatorer efter denne lov, der er godkendt her i landet, jf. § 11, stk. 1, og som ansøger om ret til at etablere sig som verifikator i et andet EU-land, i et EØS-land eller i et andet land, som EU har indgået aftale med, og
-
2) verifikatorer, der er godkendt efter regler, der gennemfører artikel 34, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, og som ansøger om ret til at etablere sig som verifikator her i landet, jf. § 19.
Stk. 2 Ved en kompetent myndighed i stk. 1 forstås i denne lov den eller de myndigheder, der administrerer uafhængige erklæringsudbydere i det pågældende land.
Stk. 3 De oplysninger, som kan udveksles, skal være nødvendige, for at myndighederne efter stk. 2 i de nævnte lande kan varetage deres opgaver efter stk. 1.
Stk. 4 Erhvervsstyrelsens og DANAK's udveksling af oplysninger efter stk. 1 skal ske under overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og databeskyttelsesloven. Oplysningerne skal behandles fortroligt.
Stk. 5 Bestemmelserne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på uafhængige erklæringsudbydere, som er godkendt efter regler, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, og som ansøger om registrering i det offentlige register, jf. § 3.