Udlodningsloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af udlodningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om udlodning af overskud fra lotteri

Lov nr. 1532 af 19. december 2017,
som ændret ved lov nr. 785 af 4. maj 2021 og lov nr. 375 af 28. marts 2022

Kapitel 6 1 Regulering, indbetaling, viderebetaling m.v.
§ 25

Beløbene i §§ 4-17 reguleres årligt med forbrugerprisindekset fra 2017.

§ 26

Det enkelte ressortministerium fastsætter nærmere regler om regnskabsaflæggelse, revision og tilsyn med hensyn til midler, som fordeles efter §§ 4-24.

Stk. 2 Det enkelte ressortministerium kan fastsætte nærmere regler om tilsyn med midler, der fordeles af organisationer m.v. efter denne lov.

§ 27

Af de beløb, der afsættes til fordeling efter § 4, stk. 1, nr. 9, og §§ 7, 8, 15, 16, 19 og 21-24, kan en del anvendes til ministeriernes administration af midlerne.

Stk. 2 Af de beløb, der afsættes til fordeling efter §§ 6 og 20, kan en del anvendes til Friluftsrådets administration af midlerne.

§ 28

Danske Spil A/S indbetaler til Økonomistyrelsen hver den 30. juni og 31. december a conto halvdelen af de overskud, jf. § 2, stk. 1, der forventes at fremkomme for det pågældende regnskabsår. Danske Spil A/S indbetaler det endelige overskud med fradrag af et beløb svarende til acontoindbetalingerne til Økonomistyrelsen i april måned efter regnskabsårets afslutning. Udgør acontoindbetalingerne for et regnskabsår et større beløb end det endeligt opgjorte overskud, tilbagebetaler Økonomistyrelsen differencebeløbet til Danske Spil A/S.

§ 29

Økonomistyrelsen forestår viderebetalingen af de beløb, der efter § 2 skal udloddes til udlodningsmodtagere, jf. §§ 4-24, og regulerer eventuelt efter regnskabsårets afslutning beløbene til modtagerne.

§ 30

Ressortministerierne kan henlægge midler, jf. §§ 4-24, der ikke anvendes i de enkelte år, til senere fordeling efter ministeriernes bestemmelse.