Loven har til formål at sikre, at alle personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort.
Personer på 15 år og derover, der er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan erhverve et legitimationskort med foto, fulde navn og personnummer, der udstedes af den kommune, hvor ansøgeren er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR). Legitimationskortet udstedes med en gyldighedsperiode på 10 år.
Stk. 2 Økonomi- og indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for udstedelsen og udformningen af legitimationskortet, herunder nærmere krav for, hvornår ansøgerens identitet kan anses for godtgjort.
Stk. 3 Økonomi- og indenrigsministeren fastsætter regler om betaling af et gebyr for udstedelse af legitimationskortet, jf. stk. 1.
I lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008, som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, foretages følgende ændring:
-
1. § 4 ophæves.
Legitimationskort, der ved ikrafttrædelsen af denne lov er udstedt efter § 4, stk. 1, i lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober 2008 som ændret ved lov nr. 707 af 25. juni 2010 og § 1 i lov nr. 327 af 23. marts 2013, forbliver gyldige indtil udløbet af disse korts gyldighedsperiode.