Lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 289 af 27. april 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 787 af 8. august 2019,
som ændret ved lov nr. 492 af 15. maj 2023 og lov nr. 1798 af 28. december 2023

Kapitel 6 Økonomiske forhold
§ 13

Statens bevillinger til institutionerne fastsættes på de årlige bevillingslove.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan bestemme, at en institution, der giver

  • 1) efter- og videreuddannelse,

  • 2) åben uddannelse,

  • 3) uddannelse af visse udenlandske studerende,

  • 4) uddannelse af ph.d.-studerende, hvis uddannelse finansieres af eksterne midler,

kan opkræve betaling for deltagelse i undervisning og eksamen, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Institutionerne kan ikke opkræve deltagerbetaling eller gebyrer i forbindelse med talentfulde elevers deltagelse i enkeltfag, jf. § 9 a, stk. 2.

Stk. 4 En institution kan opkræve gebyr til hel eller delvis dækning af udgifter i forbindelse med optagelsesprøver, eksaminer for privatister og lignende. Institutionernes biblioteker kan desuden opkræve gebyr i forbindelse med for sen aflevering, bortkomst og beskadigelse af bøger og andet udlånt materiale.

Stk. 5 Designskolen Kolding og design- og kunsthåndværkeruddannelserne ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering kan opkræve et gebyr fra deres studerende til dækning af forbrug af fællesmaterialer.

Stk. 6 Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om opkrævning og regulering af gebyr efter stk. 5.

Stk. 7 Institutioner kan modtage tilskud fra anden side end fra bevillingslovene. Sådanne tilskud kan holdes adskilt fra statslige bevillinger. Der kan oprettes fonde og legater for sådanne tilskudsmidler.

§ 14

Uddannelses- og forskningsministeren kan godkende, at institutionerne indgår aftaler af ikkekommerciel karakter med selvejende institutioner og organisationer, der har tilknytning til institutionerne, og hvis hovedformål er knyttet til institutionens formål.

§ 14a

Uddannelsesinstitutionen kan påtage sig forsikringsansvaret for udenlandske gæsteforskere og ikkeindskrevne gæste-ph.d.-studerende, der som led i deres ophold ved institutionen pådrager sig skade eller påfører skade på ting eller andre personer.