Lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner § 16f

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 289 af 27. april 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 787 af 8. august 2019,
som ændret ved lov nr. 492 af 15. maj 2023 og lov nr. 1798 af 28. december 2023

§ 16f

Bestyrelsen er over for uddannelses- og forskningsministeren ansvarlig for institutionens virksomhed, herunder forvaltningen af de statslige tilskud.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan pålægge institutionen at tilpasse, udskyde eller standse investeringer, såfremt de samlede budgetterede investeringer for de statsfinansierede selvejende institutioner på Uddannelses- og Forskningsministeriets område overstiger den flerårige investeringsramme, der fastsættes på finansloven.

Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren kan give bestyrelsen påbud om berigtigelse af nærmere angivne forhold vedrørende uddannelsen og forvaltningen af de statslige tilskud. Hvis bestyrelsen ikke efterkommer påbud efter 1. punktum, kan uddannelses- og forskningsministeren beslutte,

  • 1) at bestyrelsens opgaver eller dele heraf i en periode varetages af personer, der udpeges af uddannelses- og forskningsministeren, eller

  • 2) at bestyrelsen træder tilbage, således at en ny bestyrelse skal vælges efter reglerne i institutionens vedtægt.

Stk. 4 Hvis bestyrelsen ved sine dispositioner bringer institutionens videreførelse i fare, kan uddannelses- og forskningsministeren beslutte, at bestyrelsen straks træder tilbage, og kan i forbindelse hermed indsætte en midlertidig bestyrelse, indtil der er udpeget en ny bestyrelse efter reglerne i institutionens vedtægt.