Staten garanterer for ordningens forpligtelser efter denne lov.
Stk. 2 Dækker den til enhver tid værende formue i henholdsvis stormflods-, oversvømmelses- og tørkepuljen og stormfaldspuljen ikke de administrationsomkostninger, erstatninger og tilskud, der skal udbetales i henhold til denne lov, bemyndiges erhvervsministeren til i henhold til statsgarantien at udbetale indtil 200 mio. kr. til stormflods-, oversvømmelses- og tørkepuljen og indtil 200 mio. kr. til stormfaldspuljen.
Stk. 3 Udbetalinger under statsgarantien skal tilbagebetales tillige med en forrentning svarende til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto. Renten tilskrives ved hvert kalenderårs udløb.
Stk. 4 Statens tilgodehavende ved træk på statsgarantien tilknyttet stormflods-, oversvømmelses- og tørkepuljen tilbagebetales af midler fra den midlertidige forhøjelse af den årlige afgift, jf. § 24, stk. 3, 2. pkt.
Stk. 5 Den midlertidige forhøjelse af afgiften træder i kraft ved udbetaling under statsgarantien og ophører med udgangen af det afgiftsår, hvori statens tilgodehavende er fuldt tilbagebetalt og formuen i stormflods-, oversvømmelses- og tørkepuljen igen udgør 500 mio. kr., jf. § 24, stk. 3, 2. pkt.