Kapitel 4 Luftfartøjets bemanding
Luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal være bemandet på betryggende måde.
Stk. 2 Transportministeren giver nærmere forskrifter om bemandingen.
Stk. 3 Luftfartøjets ejer eller bruger er ansvarlig for, at fartøjet er behørigt bemandet.
Stk. 4 Luftfartøjets ejer eller bruger skal efter anmodning fra Trafikstyrelsen oplyse, hvilke personer der på et givet tidspunkt har været fører af et luftfartøj.
Trafikstyrelsen fører tilsyn med, at bestemmelserne om bemanding bliver overholdt. Den kan lade tilsynet foretage ved dansk eller udenlandsk sagkyndig eller ved udenlandsk myndighed.
Transportministeren fastsætter de betingelser, som med hensyn til statsborgerforhold, alder, fysisk og psykisk egnethed, ædruelighed, uddannelse og øvelse m.v. kan kræves opfyldt for at gøre tjeneste på et luftfartøj.
Certifikat til at gøre tjeneste på luftfartøj som fører eller i anden stilling, som transportministeren bestemmer, udstedes af Trafikstyrelsen til den, der opfylder de for vedkommende tjeneste fastsatte krav.
Stk. 2 Certifikatet kan begrænses til at gælde luftfart med bestemte arter af luftfartøjer, luftfart af bestemt art eller luftfart inden for bestemt område.
Stk. 3 Når ansøgeren opfylder de betingelser, der er gældende for udstedelse af certifikatet, udstedes dette uden angivelse af udløbsdato eller for bestemt tid.
Stk. 4 Certifikatet kan nægtes den, der er dømt for strafbart forhold, som begrunder en nærliggende fare for misbrug af certifikatet, jf. straffelovens § 78.
Den, der gør tjeneste på et luftfartøj i stilling som omhandlet i § 35, skal have certifikat, udstedt af Trafikstyrelsen eller godkendt af denne, eller et af fremmed stat udstedt eller godkendt certifikat, som ifølge overenskomst med denne skal anerkendes her i riget.
Stk. 2 Den, som gør tjeneste på et dansk luftfartøj i international luftfart, skal have certifikat, som er udstedt eller godkendt af Trafikstyrelsen.
Stk. 3 Trafikstyrelsen er berettiget til, for så vidt angår flyvning over dansk område, at nægte at anerkende certifikat, som er udstedt til en dansk statsborger af en anden stat.
Stk. 4 Der kan af Trafikstyrelsen uden hensyn til, hvad der er bestemt i stk. 1, meddeles særlig tilladelse til at gøre tjeneste på et luftfartøj. Sådan tilladelse kan når som helst tilbagekaldes.
Trafikstyrelsen kan inddrage dansk certifikat for bestemt tid, indtil videre eller for resten af gyldighedstiden, når indehaveren ikke opfylder vilkårene for at udføre den tjeneste, certifikatet gælder.
Stk. 2 Når Trafikstyrelsen finder grund til at antage, at der foreligger et forhold, som kan begrunde inddragelse efter stk. 1, kan den sætte certifikatet ud af kraft, indtil spørgsmålet om inddragelse er afgjort.
Stk. 3 Når et certifikat er inddraget eller sat ud af kraft efter bestemmelserne i denne paragraf, skal det indleveres til Trafikstyrelsen.
Den, som har certifikat, der er udstedt eller godkendt af Trafikstyrelsen, skal snarest muligt underrette denne om forhold, som kan have betydning for spørgsmålet om, hvorvidt certifikatindehaveren fremdeles opfylder vilkårene for tjenesten. Certifikatindehaveren er pligtig til at underkaste sig de undersøgelser og prøver, som Trafikstyrelsen finder påkrævet.