Forligsmændene vælger af deres midte for et år af gangen en formand, der er Forligsinstitutionens administrative leder.
Stk. 2 Forligsmændene bør holde sig underrettet om arbejdsforholdenes, og da særlig lønforholdenes, almindelige stilling til enhver tid og sammentræder, så ofte det skønnes fornødent, efter indkaldelse af formanden for under hans ledelse at drøfte den foreliggende situation.
Stk. 3 Forligsinstitutionen er berettiget til af enhver arbejdsgiverorganisation eller virksomhed og arbejderorganisation at forlange sig tilsendt eksemplarer af enhver mellem disse parter sluttet kollektiv overenskomst.
Stk. 4 Det påhviler derhos enhver enkeltstående arbejdsgiver og enhver arbejdsgiver- eller arbejderorganisation at tilstille Forligsinstitutionen afskrift af udstedte varsler om arbejdsstandsninger, for så vidt det opståede stridsspørgsmål ikke efter sagens natur hører hjemme til afgørelse ved Arbejdsretten. For de organisationer, for hvilke de mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark aftalte varslingsbestemmelser eller tilsvarende varslingsbestemmelser er gældende, er det dog tilstrækkeligt at indstille Forligsinstitutionen afskrift af et udstedt 2. varsel.
Stk. 5 Forligsmændene afgør ved en for hvert kalenderår fastsat forretningsorden eller i hvert enkelt tilfælde, i hvilke arbejdsforhold hver enkelt af de tre forligsmænd i påkommende tilfælde skal mægle. Den af en forligsmand optagne mægling gennemføres af ham uden medvirken af de andre forligsmænd (jf. dog § 5) og føres af ham til afslutning, selv om det tidsrum, for hvilket han er udnævnt, er udløbet.
Stk. 6 Forligsinstitutionen indgiver årlig indberetning om sin virksomhed til beskæftigelsesministeren.