Menighedsrådsloven § 13

Denne konsoliderede version af menighedsrådsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om menighedsråd

Lov nr. 432 af 1. juni 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1299 af 8. november 2023

§ 13

En stedfortræder indtræder i menighedsrådet, når et medlem dør eller udtræder af rådet.

Stk. 2 Når menighedsrådets formand får meddelelse om eller på anden måde får kendskab til, at et medlem vil være forhindret i at varetage sit hverv i en forventet periode på mindst 2 måneder på grund af sin helbredstilstand, graviditet, barsel eller adoption, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger el.lign. , indkalder formanden stedfortræderen til det førstkommende møde i menighedsrådet, jf. dog stk. 4 og 5. Menighedsrådet kan i forretningsordenen træffe bestemmelse om, at formanden ved et medlems forfald af de grunde, der er nævnt i 1. pkt., indkalder stedfortræderen, selv om hindringen forventes at vare kortere end 2 måneder.

Stk. 3 Når medlemmet på ny kan varetage sit hverv, udtræder stedfortræderen af menighedsrådet.

Stk. 4 Stedfortræderen skal indkaldes, hvis et medlem har forfald til

  • 1) det konstituerende møde, jf. § 6,

  • 2) de møder, hvor behandlingen af henholdsvis de kirkelige kassers årlige budget og de kirkelige kassers årlige regnskab finder sted,

  • 3) de møder, jf. § 10, stk. 5 og 6, og § 11, hvor valg af formand og næstformand og valg til de i § 9 nævnte enkeltmandsposter finder sted,

  • 4) det møde, hvor der foretages bindende afstemning i forbindelse med præsteansættelser eller afgives udtalelse om provsteansættelser, eller

  • 5) det møde, hvor der foretages valg af medlemmer til provstiudvalg eller af medlemmer til stiftsråd.

Stk. 5 Når et medlem må forventes at blive erklæret for inhabilt i forhold til en sag, der skal behandles i menighedsrådets møde, jf. § 26 og § 27, stk. 5, kan de medlemmer, der er valgt på den pågældende kandidatliste, kræve stedfortræderen indkaldt til at deltage i sagens behandling.

Stk. 6 Første gang stedfortræderen deltager i et møde i menighedsrådet, skal denne afgive en erklæring som nævnt i § 7.