Beslutninger om pålæg af vejbyggelinjer efter § 26 i, stk. 1, forlængelse af vejbyggelinjer efter § 26 i, stk. 3, og forbud efter § 26 j, stk. 1, skal offentliggøres. Transportministeren skal endvidere give meddelelse til de ejere og brugere af ejendomme, der bliver direkte berørt af pålægget, og hvis rettigheder fremgår af tingbogen.
Stk. 2 Pålagte vejbyggelinjer skal respekteres af enhver fra datoen for pålæggets offentliggørelse, uanset hvornår deres rettigheder er erhvervet.
Stk. 3 Transportministeren skal på ejerens anmodning oplyse denne om vejbyggelinjernes beliggenhed på ejerens ejendom.
Stk. 4 Inden byggearbejde iværksættes på et areal, der er omfattet af vejbyggelinjer efter § 26 i, skal bygherren søge oplyst hos transportministeren, om arbejdets udførelse vil komme i strid med vejbyggelinjebestemmelserne.