Miljøbeskyttelsesloven § 33

Denne konsoliderede version af miljøbeskyttelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om miljøbeskyttelse

Lov nr. 358 af 6. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 28. juni 2024,
som ændret ved lov nr. 45 af 23. januar 2018, lov nr. 807 af 9. juni 2020, lov nr. 898 af 21. juni 2022, lov nr. 745 af 13. juni 2023, lov nr. 322 af 2. april 2024, lov nr. 323 af 2. april 2024 og lov nr. 677 af 11. juni 2024

§ 33

Virksomheder, anlæg eller indretninger, der er optaget på den i § 35 nævnte liste (listevirksomhed), må ikke anlægges eller påbegyndes, før der er meddelt godkendelse heraf. Listevirksomhed må heller ikke udvides eller ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt, herunder med hensyn til affaldsfrembringelsen, på en måde, som indebærer forøget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt.

Stk. 2 Den godkendende myndighed kan dog tillade, at bygge- og anlægsarbejder til anden listevirksomhed end anlæg for deponering af affald påbegyndes, før der er givet godkendelse, hvis de anlægges i overensstemmelse med en lokalplan eller byplanvedtægt. Den godkendende myndigheds afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Bygge- og anlægsarbejder sker på bygherrens ansvar.

Stk. 3 Miljøministeren kan for bestemte listevirksomheder fastsætte regler, der begrænser godkendelsesmyndighedens adgang til at meddele tilladelse efter stk. 2 i tilfælde, hvor risikoen for større uheld med farlige stoffer ændres. Risikobekendtgørelsen