Miljøbeskyttelsesloven § 34

Denne konsoliderede version af miljøbeskyttelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om miljøbeskyttelse

Lov nr. 358 af 6. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 11. oktober 2024,
som ændret ved lov nr. 45 af 23. januar 2018, lov nr. 807 af 9. juni 2020, lov nr. 898 af 21. juni 2022 og lov nr. 745 af 13. juni 2023

§ 34

Godkendelse efter dette kapitel skal fastsætte vilkår for listevirksomhedens etablering og drift, herunder den kontrol, som den for virksomheden ansvarlige selv skal foretage.

Stk. 2 For anlæg for deponering af affald og anlæg for håndtering af udvindingsaffald skal der tillige fastsættes vilkår om nedlukning og efterbehandling.

Stk. 3 For ferskvandsdambrug skal der fastsættes vilkår om etablering af afgitringer med henblik på begrænsning af forurening og af hensyn til beskyttelsen af faunaen i vandløb og søer i øvrigt.

Stk. 4 Godkendelsesmyndigheden kan nægte godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse efter reglerne i § 39 a, såfremt ansøgeren, medlemmer af ansøgerens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, er omfattet af § 40 a.

Stk. 5 Spørgsmål om tilladelse til udledning af spildevand direkte til vandløb, søer eller havet fra en listevirksomhed behandles samtidig med afgørelsen om godkendelse efter dette kapitel og indgår i godkendelsen. Vilkår for udledningen af spildevand behandles efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 6 Afslag på ansøgning om godkendelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, hvis begrundelsen for afslaget er, at lokaliseringen af virksomheden det pågældende sted vil være i strid med bestemmelser i kommuneplan eller lokalplan.