Miljøbeskyttelsesloven § 35c

Denne konsoliderede version af miljøbeskyttelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om miljøbeskyttelse

Lov nr. 358 af 6. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 11. oktober 2024,
som ændret ved lov nr. 45 af 23. januar 2018, lov nr. 807 af 9. juni 2020, lov nr. 898 af 21. juni 2022 og lov nr. 745 af 13. juni 2023

§ 35c

Miljøministeren fastsætter regler om, at bestemte listevirksomheder, som bruger, fremstiller eller frigiver relevante, farlige stoffer, skal udarbejde en rapport med oplysninger om og dokumentation for jordens og grundvandets tilstand med hensyn til forurening (basistilstandsrapport) i forbindelse med godkendelse, jf. § 33, eller revurdering, jf. §§ 41 a eller 41 b.

Stk. 2 Ministeren fastsætter nærmere regler om udarbejdelse, form og indhold af basistilstandsrapporten, herunder regler om godkendelses- eller tilsynsmyndighedens afgørelse om, hvorvidt listevirksomheden er forpligtet til at udarbejde en basistilstandsrapport, og regler om, hvornår basistilstandsrapporten skal udarbejdes.

Stk. 3 Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelse om, hvorvidt en listevirksomhed skal udarbejde en basistilstandsrapport, herunder at afgørelsen i visse tilfælde ikke skal kunne påklages.