Miljøbeskyttelsesloven § 7a

Denne konsoliderede version af miljøbeskyttelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om miljøbeskyttelse

Lov nr. 358 af 6. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 11. oktober 2024,
som ændret ved lov nr. 45 af 23. januar 2018, lov nr. 807 af 9. juni 2020, lov nr. 898 af 21. juni 2022 og lov nr. 745 af 13. juni 2023

§ 7a

Miljøministeren kan fastsætte regler om den ansvarliges pligt til for egen regning at gennemføre egenkontrol af virksomheder, anlæg og indretninger m.v. eller for egen regning at lade egenkontrollen gennemføre af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende sagkyndige og tilsvarende laboratorier. Dambrugsbekendtgørelsen Risikobekendtgørelsen Bekendtgørelse om udskiftning eller nedlæggelse af visse fyringsanlæg til fast brændsel under 1 MW ved ejerskifte af fast ejendom

Stk. 2 Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om autorisationsordninger, der vedrører gennemførelsen af egenkontrol, herunder om, hvilke opgaver der skal udføres af de autoriserede personer, og om administration af autorisationsordninger. Ministeren kan ligeledes fastsætte nærmere regler om tildeling samt tilbagekaldelse af autorisationer, herunder om, at tilbagekaldelse skal kunne forlanges indbragt for domstolene, og om kontrol med det eftersyn, som de autoriserede personer udøver. Autorisation kan tilbagekaldes, såfremt den autoriserede gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed. Afgørelse om tilbagekaldelse af autorisation skal indeholde oplysninger om adgangen til at begære afgørelsen indbragt for domstolene og fristen herfor.

Stk. 3 Ministeren kan fastsætte regler om gebyrer for administration af autorisationsordninger, herunder kursusgebyrer, klagegebyrer samt gebyrer for afgivelse af udtalelse, jf. stk. 5. Gebyrerne kan anvendes til hel eller delvis dækning af omkostninger ved autorisationsordningernes administration. Gebyrerne opkræves efter bestemmelserne i § 88.

Stk. 4 Ministeren kan fastsætte regler om, at andre myndigheder eller private organisationer skal udøve nærmere fastlagte beføjelser om

  • 1) de i stk. 1 og 2 nævnte autorisationsordninger og

  • 2) de i stk. 3 nævnte gebyrordninger.

Stk. 5 Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser truffet af de i stk. 4 nævnte myndigheder og private organisationer og om de nævnte myndigheders og private organisationers pligt til at afgive udtalelse om de autoriseredes virksomhed.

Stk. 6 Ministeren kan forlods foretage udlæg af midler til midlertidig dækning af autorisationsordningers administration med henblik på igangsættelse af sådanne ordninger.