Virksomheder, der vælger at anvende en forenklet regnskabsmæssig metode som nævnt i §§ 129 eller 131, er forpligtet til ved udgangen af regnskabsåret at regulere den angivne og betalte moms i regnskabsåret som følge af konstaterede differencer mellem den realiserede (faktiske) margen og den foreløbige margen.
Stk. 2 Med henblik på at gennemføre regulering af afgiftstilsvaret som nævnt i stk. 1 for et regnskabsår skal virksomheden beregne den realiserede fortjenstmargen for rejser, der er påbegyndt i regnskabsåret, som forskellen mellem det samlede beløb vedrørende transaktioner omfattet af momslovens § 67, stk. 1, inkl. alle skatter, provisioner, omkostninger, gebyrer og værditilvækst (fortjeneste), men ekskl. afgiften af leveringen, og som er betalt eller som virksomheden er berettiget til at modtage betaling for af den rejsende, og de faktiske omkostninger til virksomhedens leverandører for levering af varer og tjenesteydelser, som direkte kommer den rejsende til gode, vedrørende de i regnskabsåret påbegyndte rejser.
Stk. 3 Reguleringen i henhold til stk. 1 udgøres for metode 1 af forskellen mellem afgiften af den skønnede fortjenstmargen (den foreløbige afgift) for rejser påbegyndt i regnskabsåret, jf. § 129, stk. 3, i denne bekendtgørelse, og afgiftsbeløbet beregnet af den opgjorte fortjenstmargen efter stk. 2 (afgiften af den realiserede fortjenstmargen). Reguleringen i henhold til stk. 1 udgøres for metode 2 af forskellen mellem summen af den angivne afgift af de beregnede fortjenstmargener (summen af den foreløbige afgift) for de rejser, der er påbegyndt i løbet af regnskabsåret, jf. § 131, stk. 2, og afgiftsbeløbet beregnet af den opgjorte fortjenstmargen for rejserne under ét (afgiften af den realiserede fortjenstmargen) efter stk. 2. Både ved regulering efter 1. og 2. pkt. kan eventuel negativ fortjenstmargen modregnes i positiv fortjenstmargen.
Stk. 4 Regulering af afgiften skal ske i den afgiftsperiode, som følger umiddelbart efter den periode, hvori den faktisk realiserede margen for hele regnskabsåret er kendt. Regulering skal dog foretages snarest efter og ikke senere end 6 måneder efter regnskabsårets afslutning.