Momsbekendtgørelsen § 40

Denne konsoliderede version af momsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om merværdiafgift (momsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1435 af 29. november 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1075 af 3. oktober 2024 og bekendtgørelse nr. 1158 af 6. november 2024

§ 40

Ansøgning om godtgørelse efter § 39 skal ske ved benyttelse af en blanket udarbejdet af Skatteforvaltningen eller ved indsendelse i anden papirform efter Skatteforvaltningens nærmere bestemmelser herom.

Stk. 2 I ansøgningen skal virksomheden afgive

  • 1) erklæring om anvendelsen af de indkøb, for hvilke der søges om afgiftsgodtgørelse, og

  • 2) erklæring om, at virksomheden i godtgørelsesperioden ikke har udøvet virksomhed, der medfører registreringspligt efter momslovens §§ 47 eller 50 med hensyn til leverancer af varer eller ydelser her i landet, bortset fra transportydelser eller ydelser i tilknytning hertil, som er fritaget for afgift efter momslovens §§ 34 eller 36, stk. 2, eller varer og ydelser, der efter loven er omfattet af omvendt betalingspligt for afgift.

Stk. 3 Ansøgningen skal ledsages af fakturaer eller importdokumenter med angivelse af de afgiftsbeløb, som virksomheden har betalt.

Stk. 4 Ansøgningen skal indgives i danske kroner. Omregning af de til grundliggende fakturaer fra eventuel udenlandsk valuta skal ske efter § 97.

Stk. 5 Ansøgning skal endvidere vedlægges en attestation fra en kompetent myndighed i virksomhedens hjemland, der bekræfter, at den pågældende virksomhed udøver erhvervsvirksomhed i dette land. Dette kan dog undlades, såfremt virksomheden inden for det seneste år har sendt Skatteforvaltningen en sådan dokumentation.