Momsloven § 66p

Denne konsoliderede version af momsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om merværdiafgift (momsloven)

Lov nr. 375 af 18. maj 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 209 af 27. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 332 af 9. april 2024

§ 66p

Er Danmark identifikationsmedlemsland, skal den afgiftspligtige person eller dennes formidler elektronisk indsende en afgiftsangivelse for hver afgiftsperiode til told- og skatteforvaltningen. Afgiftsperioden er kalendermåneden. 1. pkt. gælder, uanset om der er foretaget fjernsalg af varer indført fra steder uden for EU eller ej. Afgiftsangivelsen skal indsendes inden udgangen af den måned, der følger efter udgangen af den afgiftsperiode, som angivelsen vedrører.

Stk. 2 Skal en afgiftsangivelse indsendes i overensstemmelse med stk. 1, pålægges der ikke yderligere forpligtelser eller andre formaliteter ved indførsel i relation til moms.

Stk. 3 Den afgiftspligtige person eller dennes formidler skal under henvisning til den relevante afgiftsangivelse indbetale momsen til told- og skatteforvaltningen, når angivelsen indsendes, dog senest ved udløbet af fristen for indsendelse af angivelsen.

Stk. 4 Hvis det er nødvendigt at foretage ændringer af afgiftsangivelsen efter indsendelsen, medtages sådanne ændringer i en efterfølgende angivelse inden 3 år efter den dato, hvor den oprindelige angivelse skulle indsendes i henhold til stk. 1, 3. pkt. Den efterfølgende afgiftsangivelse skal angive det relevante forbrugsmedlemsland, afgiftsperioden og det momsbeløb, der skal ændres.