En afgiftspligtig persons levering af varer og ydelser er fritaget fra registreringspligten efter § 47, stk. 1, og for at betale afgift, når den årlige omsætning her i landet, der kan henføres til disse afgiftspligtige leverancer, ikke overstiger 50.000 kr., jf. dog stk. 3, 4 og 8.
Stk. 2 En afgiftspligtig persons førstegangssalg af kunstgenstande, jf. § 69, stk. 4, er fritaget fra registreringspligten efter § 47, stk. 1, og for at betale afgift, når den årlige omsætning her i landet, der kan henføres til disse afgiftspligtige leverancer, ikke overstiger 350.000 kr., jf. dog stk. 3, 4 og 8. Tærsklen for fritagelse i 1. pkt. omfatter ligeledes fritagelse for levering af øvrige varer og ydelser op til 50.000 kr.
Stk. 3 En afgiftspligtig person kan kun anvende én sektorspecifik fritagelse ad gangen, jf. stk. 1 og 2.
Stk. 4 En afgiftspligtig person, der er etableret i et andet EU-land, er omfattet af reglerne i stk. 1-3, hvis følgende betingelser er opfyldt, jf. dog § 71 k, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt.:
-
1) Den afgiftspligtige person har givet forhåndsmeddelelse til etableringslandet om anvendelse af fritagelse for små virksomheder i Danmark, herunder om enhver ændring af de oplysninger, der tidligere er givet.
-
2) Den afgiftspligtige person kan identificeres ved hjælp af et individuelt registreringsnummer, som er tildelt af de relevante myndigheder i etableringslandet og indeholder suffikset »EX«.
Stk. 5 En afgiftspligtig person, der er etableret her i landet, kan omfattes af fritagelse for små virksomheder i et andet EU-land, når følgende betingelser er opfyldt, jf. dog § 71 k, stk. 3:
-
1) Den afgiftspligtige person har givet forhåndsmeddelelse til told- og skatteforvaltningen om anvendelse af fritagelse for små virksomheder i et andet EU-land, herunder om, hvilke EU-lande den afgiftspligtige agter at gøre brug af fritagelse i, jf. § 71 f.
-
2) Den afgiftspligtige person er identificeret gennem tildeling af et individuelt registreringsnummer af told- og skatteforvaltningen, som indeholder suffikset »EX«.
Stk. 6 En afgiftspligtig person, der er etableret her i landet, skal meddele told- og skatteforvaltningen enhver ændring af de oplysninger, som tidligere er givet i henhold til stk. 5, nr. 1, ved hjælp af ajourføring af en forhåndsmeddelelse.
Stk. 7 En forhåndsmeddelelse om, at en afgiftspligtig person har besluttet at ophøre med at anvende fritagelse for små virksomheder i et eller flere EU-lande, hvor den afgiftspligtige ikke er etableret, får virkning fra den første dag i det næste kalenderkvartal efter modtagelsen af oplysninger fra den afgiftspligtige person eller, hvis sådanne oplysninger modtages i løbet af den sidste måned i et kalenderkvartal, fra den første dag i den anden måned i det næste kalenderkvartal.
Stk. 8 En afgiftspligtig person, der er etableret i et andet EU-land og opfylder betingelserne i stk. 4, er omfattet af fritagelse efter stk. 1 og 2 fra datoen for etableringslandets meddelelse om det individuelle registreringsnummer til den afgiftspligtige person eller ved en ajourføring af en forhåndsmeddelelse fra datoen for etableringslandets bekræftelse af nummeret over for den afgiftspligtige person som følge af dennes ajourføring.
Stk. 9 Told- og skatteforvaltningen skal senest 35 hverdage efter modtagelse af en forhåndsmeddelelse i henhold til stk. 5, nr. 1, eller en ajourføring af en forhåndsmeddelelse i henhold til stk. 6 meddele den afgiftspligtige person det individuelle registreringsnummer eller bekræfte ajourføringen af nummeret for at give adgang til fritagelse for små virksomheder. Told- og skatteforvaltningen kan forlænge fristen i 1. pkt., hvis told- og skatteforvaltningen vurderer, at det er nødvendigt at foretage yderligere kontrol af hensyn til at forebygge momssvig eller momsunddragelse.