Leverandører til registreringspligtige virksomheder skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres leverancer af varer og ydelser til disse virksomheder.
Stk. 2 Erhvervsdrivende skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres indkøb af varer og ydelser til virksomheden.
Stk. 3 Pengeinstitutter samt advokater og andre, der modtager midler til forvaltning eller erhvervsmæssigt udlåner penge, skal på begæring give told- og skatteforvaltningen enhver oplysning om deres økonomiske mellemværende med navngivne registreringspligtige virksomheder.
Stk. 4 Forsikringsselskaber skal på begæring give told- og skatteforvaltningen oplysninger i forbindelse med kontrollen med afgiftspligtige erhvervelser af nye lystfartøjer, jf. § 11, stk. 7, nr. 2.
Stk. 5 Told- og skatteforvaltningen kan, hvis det har væsentlig betydning for kontrol af afgiftsgrundlaget, med Skatterådets tilladelse pålægge udbydere af betalingstjenester at levere oplysninger om betalinger til brug for kontrol af
-
1) varer, der sælges ved fjernsalg, og
-
2) elektronisk leverede ydelser solgt til ikkeafgiftspligtige personer.
Stk. 6 De i stk. 5 omhandlede oplysninger skal anonymiseres, hvad angår oplysninger, der vedrører købere af de omfattede varer og ydelser.
Stk. 7 Told- og skatteforvaltningen er på tilsvarende vilkår som fastsat efter § 74, stk. 1, berettiget til at foretage eftersyn af varebeholdninger og regnskaber m.v. hos de i stk. 1 og 2 omhandlede virksomheder samt til at gennemse kontrakter m.v. hos virksomheder, der finansierer registrerede virksomheder.
Stk. 8 Enhver, der har indkøbt ydelser eller varer sammen med ydelser for et beløb, der overstiger 8.000 kr. inklusive afgift, skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om indkøbet og betalingen heraf, herunder oplysning om elektronisk betaling, jf. opkrævningslovens § 10 a.
Stk. 9 Told- og skatteforvaltningen kan give den oplysningspligtige påbud om at efterleve reglerne for meddelelse af oplysninger efter stk. 1-5. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge den oplysningspligtige daglige bøder efter § 77, indtil påbuddet efterleves eller der udstedes et bødeforelæg for overtrædelse af § 81 a, stk. 1 eller 2, som følge af at påbuddet ikke efterleves. Et påbud skal henvise til den eller de relevante regler og anvise, hvilke konkrete handlinger eller foranstaltninger den oplysningspligtige skal gennemføre for at overholde reglerne. Told- og skatteforvaltningen skal meddele påbuddet skriftligt, og det skal fremgå af den skriftlige meddelelse, at hvis den oplysningspligtige ikke efterlever påbuddet inden for en nærmere fastsat frist, kan told- og skatteforvaltningen pålægge den oplysningspligtige daglige bøder, indtil påbuddet efterleves eller der udstedes et bødeforelæg for overtrædelse af § 81 a, stk. 1 eller 2, som følge af at påbuddet ikke efterleves.