I det i indkaldelsen bestemte retsmøde må den, der søger mortifikation, godtgøre, at de i loven foreskrevne regler er iagttaget, og tilvejebringe oplysning om, hvorvidt der er indtruffet omstændigheder, som kan stille sagen i nyt lys, såsom at der er betalt eller krævet rente eller udbytte, eller at nogen anden ret i henhold til dokumentet er gjort gældende over for udstederen eller skyldneren.
Stk. 2 Retten kan tillade, at en person deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.
Stk. 3 Hvis retten ikke finder, at der er fremkommet noget, som hindrer mortifikation, afsiger den dom om, at dokumentet er dødt og magtesløst.
Stk. 4 Når mortifikation af et pantebrev i fast ejendom eller registreret skib er nægtet ved endelig dom, eller sagen falder bort, foranlediger retten den i medfør af § 6, stk. 4, foretagne notering i tingbog eller skibsregister udslettet.