Genstande fra fortiden, herunder mønter, der er fundet i Danmark, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, er danefæ, såfremt de er forarbejdet af værdifuldt materiale eller har særlig kulturhistorisk værdi.
Stk. 2 Danefæ tilhører staten. Den, der finder danefæ, og den, der får danefæ i sin besiddelse, skal straks aflevere det til Nationalmuseet.
Stk. 3 Nationalmuseet udbetaler en godtgørelse til finderen. Godtgørelsen fastsættes af Nationalmuseet under hensyn til det fundnes materialeværdi og sjældenhed samt til den omhu, hvormed finderen har sikret fundet.
Stk. 4 Såfremt danefæ findes ved en arkæologisk undersøgelse, der forestås af et statsligt eller statsanerkendt museum eller i øvrigt finansieres helt eller delvis af offentlige midler, udbetales der ikke danefægodtgørelse til finderen. Nationalmuseet kan dog i særlige tilfælde udbetale godtgørelse til ejer eller bruger af det areal, hvor undersøgelsen finder sted.
Stk. 5 Danefæ indgår i Nationalmuseets samlinger og kan af museet deponeres på andre statslige eller statsanerkendte museer efter anmodning fra disse. I tilfælde, hvor der ikke kan opnås enighed mellem Nationalmuseet og et andet museum om deponering af et nyt danefæfund, træffer kulturministeren afgørelse herom.