Musikloven Kapitel 2 a

Denne konsoliderede version af musikloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om musik

Lov nr. 306 af 10. juni 1976,
jf. lovbekendtgørelse nr. 32 af 14. januar 2014,
som ændret ved lov nr. 1640 af 26. december 2013

Kapitel 2 a Musikskoler
§ 3a

Ved en musikskole forstås en skole, der tilbyder undervisning i musik til børn og unge.

Stk. 2 Musikskolen kan desuden tilbyde musikundervisning til voksne.

Stk. 3 Musikskolen har til formål at udvikle og fremme elevernes musikalske evner og kundskaber gennem sine undervisningstilbud samt i øvrigt at virke til fremme af det lokale musikmiljø.

Stk. 4 Kulturministeren fastsætter efter høring af Statens Kunstfond nærmere regler om musikskoler, herunder regler om opgaver, formål, vedtægter, læreplaner, tilsyn, samarbejde, statistik samt betingelser for refusion.

§ 3b

Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at drive en musikskole enten som en kommunal institution eller som selvejende institution med kommunalt tilskud.

Stk. 2 Kulturministeren kan fravige bestemmelsen i stk. 1, hvis kommunalbestyrelsen indgår en aftale om et undervisningstilbud for kommunens borgere med en nabokommune. En fravigelse af stk. 1 vil ske efter en konkret vurdering og skal være betinget af kommunens befolkningsmæssige grundlag.

Stk. 3 Kommunale og kommunalt støttede musikskoler skal indgå i samarbejder, herunder partnerskaber, med kommunens folkeskoler, der kan bidrage til at opfylde såvel musikskolens som folkeskolens formål og folkeskolens mål for fag og obligatoriske emner, herunder faget musik.

Stk. 4 Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse af kulturaftaler med kommuner m.v. fravige bestemmelsen i stk. 1, således at flere kommuner sammen kan drive en musikskole.

§ 3c

Staten yder delvis refusion af kommuners eller andres udgifter til lærerlønsudgifter i forbindelse med driften af musikskoler, jf. dog stk. 4.

Stk. 2 Refusionsprocenten beregnes som forholdet mellem statens på finansloven fastsatte bevilling og de samlede tilskud til lærerlønsudgifter ved musikskoler fra kommuner eller andre.

Stk. 3 Kommuner eller andre kan maksimalt få refunderet 25 pct. af udgifterne til musikskolelærerlønningerne.

Stk. 4 Det er en betingelse for at opnå refusion efter stk. 1, at musikskoleelevernes betaling for undervisningen ikke overstiger 1/3 af bruttoudgiften ved skolens drift.

Stk. 5 Staten udbetaler en foreløbig refusion i henhold til stk. 1. Den beregnes på grundlag af budgetter, der er godkendt af vedkommende kommunalbestyrelse. Refusionen udbetales ratevis forud.

Stk. 6 Endelig beregning af refusion i henhold til stk. 3 foretages på grundlag af regnskaber. Regnskaberne skal være godkendt af vedkommende kommunalbestyrelse og skal indeholde dokumentation for den samlede elevbetaling. Den endelige refusion kan dog ikke overstige den foreløbigt udbetalte refusion.

Stk. 7 For meget udbetalt refusion i et regnskabsår modregnes i refusionen for det følgende år.

Stk. 8 Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse af kulturaftaler med kommuner m.v. fravige bestemmelserne i stk. 1-7.

Stk. 9 Kommunen kan tilbyde børn og unge musikskoleundervisning gratis eller til nedsat betaling.

§ 3d

Statens Kunstfond kan yde tilskud til musikalske grundkurser ved musikskoler. Statens Kunstfond kan i særlige tilfælde, f.eks. i forbindelse med gymnasiale uddannelser, dispensere fra kravet om, at et musikalsk grundkursus skal drives af en musikskole eller flere musikskoler i fællesskab.

Stk. 2 Undervisningen på statsstøttede grundkurser er gratis for eleverne.

§ 3e

Statens Kunstfond kan yde støtte til udlån af instrumenter eller til musikskolernes indkøb heraf.

Stk. 2 Statens Kunstfond kan yde støtte til efteruddannelse af musikskolelærere.

Stk. 3 Statens Kunstfond kan yde støtte til undervisning af forsøgsmæssig karakter og til udvikling og udgivelse af musikpædagogisk materiale.

§ 3f

Der ansættes en musikskolekonsulent til at følge udviklingen på musikskoleområdet og til at bistå Statens Kunstfond i den praktiske udmøntning af musiklovens bestemmelser om musikskoler.