Etablering af nye transmissionssystemer og væsentlige ændringer i bestående transmissionssystemer kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren. Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkeligt behov for udbygningen. Hvis et projekt har regional betydning på tværs af landegrænser, skal dette indgå i behovsvurderingen. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår vedrørende den nærmere etablering og drift af transmissionssystemet, herunder sikkerhedsstillelse for sløjfning og bortskaffelse af anlæg.
Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved myndighedsbehandling forbundet med tilladelse efter stk. 1.
Stk. 3 Stk. 1 gælder ikke for virksomhed varetaget af Energinet eller virksomhedens helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.