Priser og betingelser for benyttelse af transmissionssystemer og distributionssystemer samt LNG-faciliteter efter § 18, der udbydes af transmissionsselskabet, transmissionssystemejeren, systemoperatøren og distributions- og LNG-selskabet, fastsættes af transmissions-, distributions- eller LNG-selskabet, jf. kapitel 7. Transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og distributions- og LNG-selskaber skal offentliggøre tariffer og betingelser for benyttelse af transmissionssystemer og distributionssystemer samt LNG-faciliteter efter § 18.
Stk. 2 Transmissionsselskaber, transmissionssystemejere, systemoperatører og distributions- og LNG-selskaber skal give ansøgere om benyttelse af transmissionssystemer og distributionssystemer samt LNG-faciliteter efter § 18 adgang til benyttelse af disse hurtigst muligt.
Stk. 3 Ved transport af gas gennem flere distributionssystemer med henblik på forsyning af en forbruger betales alene for transport svarende til tarifferne for transport i det distributionssystem, som forbrugeren er tilsluttet. Provenuet fra transporten fordeles efter indbyrdes aftale mellem de distributionsselskaber, hvis distributionssystemer gassen transporteres igennem.
Stk. 4 Hvis der opstår tvist om fordelingen af provenuet, jf. stk. 3, kan et eller flere af de berørte distributionsselskaber indbringe tvisten for Forsyningstilsynet til afgørelse.