Ansøgning om navngivning og navneændring, der skal indgives til personregisterføreren efter § 16 i navneloven, indgives ved anvendelse af den digitale løsning, som Kirkeministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening), jf. § 16 a, stk. 1, i navneloven. Skal ansøgningen ikke indgives ved digital selvbetjening, jf. § 16 a, stk. 3 eller 4, i navneloven, skal ansøgningen indgives på en ansøgningsblanket, der er godkendt af Familieretshuset.
Stk. 2 Ansøgningen vedlægges de dokumenter, der er nævnt i den digitale løsning eller ansøgningsblanketten. Dokumenter udstedt af danske myndigheder kan vedhæftes eller vedlægges i kopi. Udenlandske erklæringer, attester, domsudskrifter m.v. og eventuelle oversættelser heraf, jf. § 3, skal indgives til personregisterføreren i original, uanset om ansøgningen indgives ved digital selvbetjening, jf. stk. 1, 1. pkt., eller på en blanket, jf. stk. 1, 2. pkt.
Stk. 3 Ansøgning om navngivning eller navneændring, der indgives til Familieretshuset i forbindelse med anmodning om udstedelse af adoptionsbevilling, skal indgives på en blanket, der er godkendt af Familieretshuset. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse.