Listen over navne, der frit kan tages af enhver, jf. § 2 i navneloven, udarbejdes på grundlag af en opgørelse foretaget af Danmarks Statistik på baggrund af Det Centrale Personregister (CPR) og indeholder navne, der den 1. januar i det pågældende år bæres som efternavn af mere end 2.000 personer.
Stk. 2 Et navn er ikke frigivet, før det er optaget på listen.
Stk. 3 Han- og hunkønsformen af et efternavn, jf. § 4, stk. 1, nr. 6, i navneloven, skal ved opgørelsen af antallet af bærere anses for det samme navn.
Stk. 4 Personer med midlertidigt ophold i udlandet, som ikke er registreret som udrejst i Det Centrale Personregister (CPR), regnes med ved opgørelsen af antallet af bærere af et efternavn.
Stk. 5 Et efternavn, der både er et selvstændigt efternavn og tillige udgør det ene led af et flerleddet efternavn, anses ved opgørelsen af antallet af bærere ikke for at være det samme efternavn som det flerleddede efternavn.
Stk. 6 Hvis to flerleddede efternavne består af de samme navneled i forskellig rækkefølge, anses de ved opgørelsen af antallet af bærere ikke for at være det samme efternavn.