Ved design af et nyt permanent bemandet, fast produktionsanlæg med tilsluttet infrastruktur, jf. § 33, stk. 1, og § 42, stk. 1, skal anlægget opdeles i hovedområder baseret på vurderingen af risikoen for større ulykker hidrørende fra aktiviteterne i hvert af disse områder. Hovedområderne skal fysisk adskilles fra hinanden på en sådan måde, at eskalering af en hændelse i ét hovedområde ikke påvirker et andet hovedområde.
Stk. 2 Anlæg med tilsluttet infrastruktur, der ikke er omfattet af stk. 1, skal med hensyn til brand- og eksplosionsfare inddeles i områder efter faregraden.
Stk. 3 Anlæg med tilsluttet infrastruktur skal indrettes og anvendes i overensstemmelse med den foretagne områdeinddeling efter stk. 1 eller 2.
Stk. 4 I forbindelse med arbejde og ophold på anlæg skal de tilhørende indkvarteringsforhold være tilpasset det antal personer, som forventes at opholde sig på anlægget, og være indrettet således, at de ansatte har mulighed for uforstyrret hvile og restitution, med henblik på at de kan varetage deres arbejdsopgaver på en sådan måde, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser er nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.