Øl- og vinafgiftsloven § 29

Denne konsoliderede version af øl- og vinafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. (øl- og vinafgiftsloven)

Lov nr. 1015 af 19. december 1992,
jf. lovbekendtgørelse nr. 416 af 23. april 2024,
som ændret ved lov nr. 333 af 9. april 2024

Uregelmæssighed ved varetransport
§ 29

Der foreligger uregelmæssighed ved transport af varer under afgiftssuspensionsordningen, hvis hele eller dele af det pågældende vareparti ikke er behørigt leveret hos en modtager inden for EU, jf. § 15, stk. 5, nr. 1, eller udført fra EU, jf. § 15, stk. 5, nr. 2 eller 3.

Stk. 2 Ved uregelmæssighed efter stk. 1 er stedet og tidspunktet for varers overgang til forbrug her i landet, hvis uregelmæssigheden er opstået her i landet. Stedet og tidspunktet for varers overgang til forbrug er her i landet, hvis uregelmæssigheden er konstateret her i landet, når det ikke er muligt at fastslå stedet for uregelmæssigheden. Stedet og tidspunktet for varers overgang til forbrug er her i landet, hvis det er her fra landet, at varerne afsendes under afgiftssuspensionsordningen, men de pågældende varer ikke når frem til deres bestemmelsessted.

Stk. 3 Told- og skatteforvaltningen kan frafalde krav på betaling af afgift af varer her i landet efter stk. 2, 3. pkt., hvis den eller de virksomheder eller personer, der er betalingspligtige for afgift af varerne, inden for en frist på 4 måneder fra begyndelsen af varetransporten som nævnt i § 15, stk. 4, kan dokumentere over for told- og skatteforvaltningen, at varetransporten er afsluttet, jf. § 15, stk. 5, eller kan dokumentere, i hvilket andet EU-land uregelmæssigheden er opstået.

Stk. 4 Uanset fristen efter stk. 3 kan told- og skatteforvaltningen frafalde krav på betaling af afgift af varer her i landet efter stk. 2, 3. pkt., hvis en virksomhed eller person, der har stillet sikkerhed for betaling af afgifter af varerne efter § 5, stk. 5, eller § 6, stk. 5, først på baggrund af en meddelelse fra told- og skatteforvaltningen får kendskab til, at varerne ikke er nået frem til deres bestemmelsessted, og virksomheden eller personen inden for en frist på 1 måned fra told- og skatteforvaltningens meddelelse dokumenterer over for told- og skatteforvaltningen, at varetransporten er afsluttet, jf. § 15, stk. 5, eller dokumenterer, i hvilket andet EU-land uregelmæssigheden er opstået.

Stk. 5 Hvis det inden udløbet af en periode på 3 år fra den dato, hvor varetransporten begyndte efter § 15, stk. 4, dokumenteres, at uregelmæssigheden faktisk har været opstået i et andet EU-land, godtgør eller eftergiver told- og skatteforvaltningen afgift af varer, der er blevet betalt her i landet efter stk. 2, 2. eller 3. pkt., når det over for told- og skatteforvaltningen er dokumenteret, at afgift af varerne er blevet betalt i det pågældende andet EU-land.