Der foreligger uregelmæssighed ved transport af varer, der er leveret med henblik på erhvervsmæssige formål eller fjernsalg inden for EU, jf. § 6 a, hvis hele eller dele af det pågældende vareparti ikke er behørigt leveret.
Stk. 2 Der foreligger herudover en uregelmæssighed ved transporten, hvis en eller alle personer, der har været involveret i transporten, ikke har ladet sig registrere eller autorisere efter § 6 a, stk. 4-7 og 9, eller hvis de regler, som skatteministeren har fastsat efter § 15 a, stk. 5, ikke er overholdt ved en transport omfattet af § 6 a, stk. 1, nr. 1. Dette gælder dog ikke i situationer, hvor modtageren hæfter efter § 27, stk. 7, nr. 3.
Stk. 3 Ved uregelmæssighed efter stk. 1 og 2 skal afgift af varer betales her til landet, hvis uregelmæssigheden er opstået her i landet, eller hvis uregelmæssigheden er konstateret her i landet, når det ikke er muligt at fastslå stedet for uregelmæssigheden.
Stk. 4 Hvis der er betalt afgift af varer her i landet som følge af uregelmæssighed ved varetransporten efter stk. 1-3 og det dokumenteres inden udløbet af en periode på 3 år fra datoen for anskaffelsen af varerne, at uregelmæssigheden faktisk har været opstået eller konstateret i et andet EU-land, godtgør eller eftergiver told- og skatteforvaltningen efter anmodning afgift af varerne, når det over for told- og skatteforvaltningen er dokumenteret, at afgift af varerne er blevet betalt i det pågældende andet EU-land.