Har told- og skatteforvaltningen som led i forvaltningen af opkrævning og inddrivelse af skatter og afgifter og andre krav til det offentlige ved told- og skatteforvaltningens egen fejl til en fysisk eller juridisk person udbetalt et beløb, som den fysiske eller juridiske person ikke var berettiget til, skal beløbet tilbagebetales til told- og skatteforvaltningen, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der udelukker en tilbagesøgning af beløbet. Udbetalinger, der beror på en kontraktlig forpligtelse, og tilbagebetalinger af beløb, som på grund af told- og skatteforvaltningens egen fejl ikke er blevet anvendt til dækning af den fordring, der skulle dækkes, omfattes ikke af 1. pkt.
Stk. 2 Tilbagebetalingskrav efter stk. 1, 1. pkt., opkræves med en betalingsfrist på 21 dage, der regnes fra told- og skatteforvaltningens afsendelse af et opkrævningsbrev til den fysiske eller juridiske person, der modtog beløbet. Er den sidste rettidige betalingsdag efter 1. pkt. en banklukkedag, vil førstkommende bankdag være sidste rettidige betalingsdag.