Stk. 2 Den i § 7, stk. 1, nævnte rentesats fastsættes til 1,3 pct. for renter, der påløber i perioden 1. januar 2001 til 31. december 2001, jf. dog 3. pkt. Uanset 1. pkt. kan der beregnes en rente efter fremgangsmåden i § 7, stk. 2, på grundlag af oplysninger fra 2000. Skatteministeren kan fastsætte, at denne rente skal have virkning for renter, der påløber fra et af skatteministeren fastsat tidspunkt efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3 Uanset § 12 kan tilbagebetaling af for meget indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag indtil den 1. januar 2002 afvente, at den indeholdelsespligtige modregner beløbene i den førstkommende indbetaling af A-skat, henholdsvis arbejdsmarkedsbidrag, medmindre særlige forhold taler imod.
Stk. 4 I det omfang opkrævning sker efter lovens ikrafttræden, finder lovens bestemmelser tilsvarende anvendelse på opkrævning af skatter og afgifter vedrørende perioder, der ligger før lovens ikrafttræden.
Stk. 5 Fritagelse for betaling efter § 8 kan kun meddeles for krav, der er opstået efter denne lovs ikrafttræden.
Stk. 6 § 13 har virkning for overdragelser (transporter), som er kommet frem til told- og skatteforvaltningen efter den 6. oktober 1999. Med hensyn til overdragelser af fordringer mod told- og skatteforvaltningen kan told- og skatteforvaltningen efter 1. januar 2005 foretage modregning over for overdrageren uden hensyn til overdragelsen. I særlige tilfælde kan told- og skatteforvaltningen dispensere fra reglen i 1. og 2. pkt.