Patenthaveren selv kan på de i § 53 b, stk. 2 og 6, anførte betingelser begære sit patent begrænset ved ændring af beskrivelsen, kravene eller tegningerne. Hvis patenthaveren anmoder om eller har anmodet om begrænsning eller ophævelse af patentet ved Den Europæiske Patentmyndighed i medfør af den europæiske patentkonventions artikel 105 a-105 c, skal patentmyndigheden her i landet stille behandlingen af en begæring i medfør af 1. pkt. i bero, indtil Den Europæiske Patentmyndighed har truffet afgørelse i sagen. Patentmyndigheden her i landet genoptager på patenthavers begæring herom anmodningen i henhold til 1. pkt., såfremt der ikke var fuld identitet mellem denne anmodning og den begæring om central begrænsning, som patenthaver indleverede til Den Europæiske Patentmyndighed.
Stk. 2 Patentmyndigheden undersøger da, om de grunde, der er nævnt i § 52, stk. 1, er til hinder for at opretholde patentet i den ændrede form, patenthaveren ønsker. Kan den begærede begrænsning herefter godkendes, ændres patentet i overensstemmelse hermed, og § 53 d, stk. 3 og 4, finder da tilsvarende anvendelse, dog at patentet ophæves, såfremt gebyret for publicering af nyt patentskrift ikke betales rettidigt.
Stk. 3 Hvis patentet derimod ikke kan opretholdes i den begærede begrænsede form, skal begæringen om begrænsning afslås.