Ved indbetaling på en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 15 A skal den person, der har oprettet pensionsordningen, dokumentere den fortjeneste, der er nævnt i pensionsbeskatningslovens § 15 A, stk. 6, ved en erklæring fra en advokat, en statsautoriseret eller registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, et medlem af Foreningen Danske Revisorer eller en person, der kan ligestilles hermed. For så vidt angår den sidste gruppe skal den pågældende sagkyndige kunne dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandlingen af skattesager.
Stk. 2 Størrelsen af den fortjeneste, der er opnået ved afståelsen af virksomheden eller en andel af denne, og som skal medregnes ved indkomstopgørelsen hos den person, der har oprettet pensionsordningen, skal fremgå af erklæringen. For selvstændigt erhvervsdrivende opgøres fortjenesten før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag. Erklæringen om fortjenestens størrelse skal være underskrevet af den advokat, revisor m.v., der har udarbejdet den.
Stk. 3 Erklæringen som nævnt i stk. 1 skal indsendes til Skatteforvaltningen på dennes anmodning. Har Skatteforvaltningen anmodet om indsendelse af erklæringen, er det en betingelse for anvendelse af pensionsbeskatningslovens § 15 A, at Skatteforvaltningen har modtaget erklæringen senest 1 måned efter, at Skatteforvaltningen har anmodet den skattepligtige herom. Indsendes erklæringen til Skatteforvaltningen efter udløbet af fristen på 1 måned, finder de almindelige regler om genoptagelse af skatteansættelser i skatteforvaltningslovens kapitel 9 anvendelse.
Stk. 4 I tilfælde af, at den person, der har oprettet pensionsordningen, ifølge reglerne i pensionsbeskatningslovens § 15 A, stk. 6, har indbetalt et for stort beløb på ordningen og ønsker det overskydende beløb tilbagebetalt efter pensionsbeskatningslovens § 22, stk. 1, skal anmodning om tilbagebetaling fremsættes over for vedkommende pensionsinstitut. Størrelsen af det overskydende beløb skal forud for anmodningen være godkendt af Skatteforvaltningen. Pensionsinstituttet skal inden udbetalingen af det overskydende beløb sikre sig, at godkendelsen foreligger.
Stk. 5 I tilfælde, hvor betingelserne for oprettelse af pensionsordningen ikke er opfyldt, kan det indbetalte beløb udbetales. Anmodning om tilbagebetaling fremsættes over for vedkommende pensionsinstitut. Pensionsinstituttet skal inden udbetalingen sikre sig, at Skatteforvaltningen har truffet afgørelse om, at betingelserne for oprettelse af pensionsordningen ikke er opfyldt.
Stk. 6 Hvor indbetalingerne fordeles over flere indkomstår, udgør det beløb, der i alt højst kan indbetales på pensionsordningen eller -ordningerne, jf. pensionsbeskatningslovens § 15 A, stk. 6, 1. og 2. pkt., grundbeløbet på 2.507.900 kr. reguleret efter personskattelovens § 20 i indkomståret for den sidste indbetaling.