Indtræder der afgiftspligt efter pensionsbeskatningslovens § 25 for en kapitalforsikring eller en opsparing i pensionsøjemed, der er oprettet før den 1. januar 1972, og har både arbejdsgiveren og arbejdstageren bidraget til ordningen, medfører pensionsbeskatningslovens § 26 A, stk. 1, 4. pkt., at pensionsinstituttet ved opgørelsen af det beløb, hvoraf der skal betales afgift, skal bortse fra den del af udbetalingen, der hidrører fra rentetilvækst m.v. efter den 31. december 1979 vedrørende arbejdstagerens egne indbetalinger før den 1. januar 1972. Det samme gælder, hvis der indtræder afgiftspligt efter pensionsbeskatningslovens §§ 28-31 for en kapitalforsikring i pensionsøjemed, der er oprettet før den 1. januar 1972, jf. pensionsbeskatningslovens § 34, stk. 3. Indtræder der afgiftspligt efter pensionsbeskatningslovens §§ 28-31 for en opsparing i pensionsøjemed, der er oprettet før den 1. januar 1972, og har arbejdstagerens egne indbetalinger i ét eller flere år forud for 1972 oversteget 350 kr., skal pengeinstituttet m.v. endvidere ved opgørelsen af det beløb, hvoraf der skal betales afgift, bortse fra et beløb, der udgør summen af de beløb, hvormed arbejdstagerens bidrag i de enkelte år har oversteget 350 kr., jf. pensionsbeskatningslovens § 34, stk. 4.
Stk. 2 Indtræder der afgiftspligt efter pensionsbeskatningslovens §§ 29-31 for en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en rateforsikring i pensionsøjemed, der er oprettet før begyndelsen af det indkomstår, der ligger til grund for skatteansættelsen for skatteåret 1955/56, medfører pensionsbeskatningslovens § 34, stk. 2, at forsikringsselskabet eller pensionskassen m.v. ved beregningen af det beløb, hvoraf der skal betales 40 eller 60 pct. i afgift, skal bortse fra den del af udbetalingen, der hidrører fra forøgelse af præmiereserve m.v. vedrørende indbetalinger før (normalt) den 1. januar 1954.