Ved oprettelse eller ændring af opsparingsordninger, der skattemæssigt skal behandles efter reglerne i pensionsbeskatningsloven, skal banker, sparekasser, andelskasser, kreditinstitutter og kapitalpensionsfonde i aftaledokumentet og på eventuelle kontrabøger, depotbeviser samt på kontoudskrifter og lignende anføre, hvilken beskatningsform opsparingen er undergivet. Angivelsen skal ske med den af følgende betegnelser, der svarer til aftalens indhold:
-
1) Rateopsparing i pensionsøjemed.
-
2) Opsparing i pensionsøjemed.
-
3) Indeksordning.
-
4) Pensionskonto, jf. pensionsbeskatningslovens § 42.
-
5) Børneopsparingskonto.
-
6) Rateopsparing omfattet af pensionsbeskatningslovens § 15 A.
-
7) Rateopsparing omfattet af pensionsbeskatningslovens § 15 B.
-
8) Pensionsordninger oprettet i pengeinstitutter eller kreditinstitutter omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A.
-
9) Aldersopsparing omfattet af pensionsbeskatningslovens § 12 A.
Stk. 2 Betegnelser som nævnt i stk. 1 må ikke anføres på kontoudskrifter eller andre dokumenter vedrørende opsparing og indlån, der ikke opfylder betingelserne for beskatning efter pensionsbeskatningslovens afsnit I, § 51 eller § 53 A.
Stk. 3 Hvis en pensionsordning består af flere af de opsparingsformer, der er nævnt i stk. 1, skal hver af de pågældende betegnelser anføres i aftaledokumentet.