Pensionsbeskatningsloven § 13

Denne konsoliderede version af pensionsbeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven)

Lov nr. 310 af 9. juni 1971,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1243 af 26. november 2024,
som ændret ved lov nr. 1655 af 30. december 2024 og lov nr. 1691 af 30. december 2024

§ 13

En indlånskonto, der er oprettet før denne lovs ikrafttræden i en bank eller sparekasse, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der er meddelt tilladelse til at udøve virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. § 30, stk. 1, 4-6, 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed, behandles, uanset om de øvrige betingelser i § 12 er opfyldt, efter reglerne for opsparing i pensionsøjemed, hvis kontoen ved lovens ikrafttræden er led i en kapitalpensionsordning, der omfattes af § 3 i lov om beskatningen af renteforsikringer m.v. Det samme gælder en kapitalpensionsordning med anbringelse i investeringsforening eller i værdipapirer, hvis ordningen er oprettet i en bank eller sparekasse, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der er meddelt tilladelse til at udøve virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. § 30, stk. 1, 4-6, 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed, og ordningen ved lovens ikrafttræden er omfattet af § 3 i lov om beskatningen af renteforsikringer m.v.

Stk. 2 Hvis der til en ordning, som omfattes af stk. 1, i et indkomstår foretages indbetalinger, der overstiger det største beløb, der har været indbetalt som løbende bidrag i noget af de seneste 3 indkomstår forud for lovens ikrafttræden, skal opsparingen for det overskydende beløbs vedkommende opfylde betingelserne i § 12 for at kunne behandles efter reglerne for opsparing i pensionsøjemed.