Pensionsbeskatningsloven § 63

Denne konsoliderede version af pensionsbeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven)

Lov nr. 310 af 9. juni 1971,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1243 af 26. november 2024,
som ændret ved lov nr. 1655 af 30. december 2024 og lov nr. 1691 af 30. december 2024

§ 63

Reglerne i stk. 2-4 gælder for:

  • 1) pensionskasseordninger, der virker her i landet, men som ikke er omfattet af lovgivningen om tilsyn med pensionskasser, hvis de ved lovens ikrafttræden er omfattet af § 1, stk. 1, litra c, i lov om beskatningen af renteforsikringer m.v.,

  • 2) opsparingsordninger, der er oprettet i en anden institution her i landet end en bank eller sparekasse, hvis de ved lovens ikrafttræden er omfattet af § 3 i lov om beskatningen af renteforsikringer m.v.

Stk. 2 Bestemmelserne i afsnit I anvendes med de nødvendige tilpasninger på midler, der hidrører fra indbetalinger før lovens ikrafttræden til en ordning som nævnt i stk. 1. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler herom og bestemme, at indestående i en opsparingsordning i en institution, som ikke opnår godkendelse efter § 12, nr. 1, inden et nærmere fastsat tidspunkt skal afgiftsberigtiges efter regler svarende til §§ 25-27, selv om udbetaling ikke er sket.

Stk. 3 Bestemmelserne i §§ 13 og 27 anvendes også på en opsparingsordning som nævnt i stk. 1 i en institution, hvor opsparing i pensionsøjemed bliver godkendt af skatteministeren efter § 12, nr. 1.

Stk. 4 Skatteministeren kan bestemme, at en hidtil gældende fradragsret for indbetalinger til en ordning som nævnt i stk. 1 og ret til ved indkomstopgørelsen at bortse fra arbejdsgiverbidrag til ordningen bibeholdes for et nærmere angivet tidsrum af højst 3 år fra lovens ikrafttræden. Stk. 2 anvendes også på midler, der hidrører fra indbetalinger, som er omfattet af en sådan tilladelse.