Kapitel 3 a Seniorpension
Seniorpension kan tilkendes personer, som har højst 6 år til folkepensionsalderen.
Stk. 2 Det er en betingelse for at få tilkendt seniorpension efter stk. 1, at
-
1) personen har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet med sammenlagt mindst 20-25 års beskæftigelse og
-
2) personens arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job.
Stk. 3 I sager om seniorpension iværksættes ikke beskæftigelsesrettede tilbud for at udvikle arbejdsevnen.
Stk. 4 Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for vurderingen af opfyldelse af kravet om langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet og kravet om nedsat arbejdsevne i forhold til seneste job.
Stk. 5 Seniorpension kan ikke tilkendes personer, der er tilkendt førtidspension efter denne lov eller er tilkendt førtidspension eller invaliditetsydelse efter lov om højeste, mellemste, almindelig forhøjet eller almindelig førtidspension m.v.
Ansøgning om seniorpension indgives til Seniorpensionsenheden. Ansøgning kan indgives, tidligst 6 måneder før betingelsen om højst 6 år til folkepensionsalderen er opfyldt, jf. dog § 62, stk. 3.
Grundlaget for en afgørelse om tilkendelse af seniorpension skal bestå af følgende:
-
1) Dokumentation for personens langvarige tilknytning til arbejdsmarkedet.
-
2) Beskrivelse af de arbejdsfunktioner, personen har udført i det seneste job.
-
3) Dokumentation for personens ressourcer og udfordringer i det seneste job.
-
4) Den faglige forklaring på, hvorfor personens arbejdsevne anses for varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til det seneste job.
Stk. 2 Seniorpensionsenheden og kommunen kan ved behandlingen af sager om seniorpension kun benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra regionens kliniske funktion og den praktiserende læge, jf. §§ 13 og 15 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Seniorpensionsenheden indgår aftale med regionerne om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering, og kommunen indgår aftale om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering med den region, hvor kommunen er beliggende. Seniorpensionsenheden og kommunen betaler for den sundhedsfaglige rådgivning og vurdering, som hver af myndighederne rekvirerer fra regionens kliniske funktion og den praktiserende læge.
Stk. 3 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med sundheds- og ældreministeren nærmere regler om samarbejdet mellem Seniorpensionsenheden og regionerne og mellem kommunen og regionen om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om seniorpension. Der kan herunder fastsættes nærmere regler om samarbejdsaftalen, prisfastsættelse og indholdet i den sundhedsfaglige rådgivning og vurdering fra de kliniske funktioner og om muligheden for, at Seniorpensionsenheden og de kliniske funktioner kan aftale, at en region yder sundhedsfaglig rådgivning til Seniorpensionsenheden på vegne af de øvrige regioner.
Seniorpensionsenheden træffer afgørelse om seniorpension.
Stk. 2 Seniorpensionsenheden skal træffe afgørelse om seniorpension senest 6 måneder efter tidspunktet for Seniorpensionsenhedens modtagelse af ansøgning om seniorpension. Tidspunktet for modtagelse af ansøgningen skal fremgå af sagen og meddeles den pågældende. Hvis fristen i særlige tilfælde ikke kan overholdes, skal den pågældende have en redegørelse for, hvad der er årsag til den forlængede sagsbehandlingstid, og besked om, hvornår sagen forventes afgjort.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal uden samtykke fra personen videregive oplysninger til Seniorpensionsenheden om personer, der søger om eller har fået tilkendt seniorpension, når kommunen bliver opmærksom på forhold, der kan have betydning for retten til seniorpension.
Stk. 4 Seniorpensionsenheden skal uden samtykke fra personen give besked til kommunalbestyrelsen om afgørelser om tilkendelse af seniorpension og Udbetaling Danmark om tilkendelser af seniorpension og afgørelser om hvilende seniorpension.
Seniorpension kan ikke frakendes uden pensionistens samtykke.
Stk. 2 Seniorpensionsenheden kan træffe afgørelse om, at retten til seniorpension efter § 26 a skal være hvilende, hvis pensionisten anmoder herom, eller hvis pensionisten i en længere periode har arbejdsindkomst, som er udtryk for, at pensionisten ikke har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Stk. 3 Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for vurderingen af, hvornår seniorpension skal gøres hvilende.
Seniorpensionsenheden kan anmode ansøgerens bopælskommune om at oplyse sager til brug for afgørelser om seniorpension.
Stk. 2 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for samarbejdet mellem Seniorpensionsenheden og kommunalbestyrelserne, herunder om indhentelse af oplysninger og tidsfrister.