Pensionsloven § 15d

Denne konsoliderede version af pensionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om social pension

Lov nr. 217 af 16. maj 1984,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1123 af 21. oktober 2024,
som ændret ved lov nr. 1456 af 10. december 2024 og lov nr. 1655 af 30. december 2024

§ 15d

Det er en betingelse for, at en person kan optjene venteprocent, at den pågældende har haft indtægt ved personligt arbejde i mindst 750 timer inden for et kalenderår.

Stk. 2 Udbetaling Danmark skal i forbindelse med anmodninger, der indgives efter § 15 b, efter hvert år træffe afgørelse om, hvorvidt beskæftigelseskravet er opfyldt for det pågældende år.

Stk. 3 Ved påbegyndelse og ophør af opsætningen midt i et år opgøres beskæftigelseskravet forholdsmæssigt efter antallet af hele måneder, opsætningen vedrører i det pågældende år.

Stk. 4 Er beskæftigelseskravet i stk. 1 eller stk. 3 ikke opfyldt i en opgørelsesperiode, ses der ved opgørelsen af venteprocenten bort fra denne periode. I stedet udbetales et engangsbeløb svarende til den berettigede folkepension for den pågældende periode, jf. dog § 15 e, stk. 3. Beløbet beregnes på grundlag af modtagerens faktiske indkomst for perioden.

Stk. 5 Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opgørelse af beskæftigelsens omfang, herunder om personligt arbejde i selvstændig virksomhed og om kontrol heraf, samt om beregning af engangsbeløb.