Pensionsloven § 15e

Denne konsoliderede version af pensionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om social pension

Lov nr. 217 af 16. maj 1984,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1123 af 21. oktober 2024

§ 15e

Ved opsætningens ophør opgør Udbetaling Danmark venteprocenten for opsætningsperioden, jf. dog stk. 3. Ved livsvarigt tillæg opgøres venteprocenten som forholdet mellem antallet af hele måneder, pensionen har været opsat, og middellevetiden i hele måneder for personer på pensionistens alder på ophørstidspunktet. Ved tillæg udbetalt over 120 måneder opgøres venteprocenten som forholdet mellem antallet af hele måneder, pensionen har været opsat, og middellevetiden over en 10-årig periode i hele måneder for personer på pensionistens alder på ophørstidspunktet. Venteprocenten afrundes til to decimaler.

Stk. 2 Har folkepensionen været opsat to gange med mellemliggende pensionsudbetaling, jf. § 15 b, stk. 3, opgøres venteprocenten for hver periode for sig.

Stk. 3 Ved opsætningens ophør ved død, jf. § 15 c, stk. 4, beregnes der ikke venteprocent, og der udbetales ikke engangsbeløb efter § 15 d, stk. 4, efter ophøret.

Stk. 4 Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opgørelsen af venteprocenten ved livsvarigt tillæg for opsat pension og venteprocenten ved tillæg for opsat pension udbetalt over 120 måneder.