Udbetaling Danmark foretager årligt en endelig efterregulering af pensionen for det forudgående kalenderår, jf. dog stk. 7.
Stk. 2 Pensionen efterreguleres på grundlag af indtægtsgrundlaget opgjort efter reglerne i §§ 29 og 32 a, jf. dog stk. 3. Ved efterregulering er opgørelsesperioden for indtægtsgrundlaget det kalenderår eller den del af et kalenderår, som pensionen er udbetalt på baggrund af.
Stk. 3 Efterregulering sker på grundlag af årsopgørelsen og oplysninger fra indkomstregisteret.
Stk. 4 Er pensionen omregnet i løbet af året, jf. § 39, stk. 2, nr. 2, skal der ved efterregulering af pensionen for perioden før omregning bortses fra en tidligere ægtefælles eller samlevers personlige indkomst, som fremgår af indkomstregisteret for perioden efter omregningen.
Stk. 5 Oplyser pensionisten til Udbetaling Danmark, at årsopgørelsen er påklaget, kan Udbetaling Danmarks endelige afgørelse om efterregulering af pensionen ikke træffes, før klagesagen om årsopgørelsen er færdigbehandlet.
Stk. 6 Afgørelse om efterregulering af pensionen genoptages ikke, som følge af at afgørelse om årsopgørelsen genoptages. Afgørelse om efterregulering kan dog genoptages, hvis en genoptagelse af årsopgørelsen medfører en ændring af pensionistens eller dennes ægtefælles eller samleveres årsindkomst på mindst 25.000 kr.
Stk. 7 Helbredstillæg, jf. § 14 a, efterreguleres ikke.
Stk. 8 Viser efterreguleringen, at pensionisten har fået for lidt udbetalt i pension, efterbetaler Udbetaling Danmark den resterende pension. Viser efterreguleringen, at pensionisten har fået for meget udbetalt i pension, skal den overskydende pension tilbagebetales til Udbetaling Danmark, jf. dog stk. 9.
Stk. 9 Udbetaling Danmark kan ikke kræve tilbagebetaling efter stk. 8, hvis tilbagebetalingskravet for et kalenderår udgør mindre end 250 kr.