Kapitel 3 Pantebreve
Pantebreve, bortset fra underpant i ejerpantebreve, skal ud over oplysningerne i §§ 7 og 8 indeholde oplysninger om:
-
1) Hovedstolen med angivelse af valuta.
-
2) Rente og rentevilkår.
-
3) Betalingsvilkår for pantebreve, der ikke er ejerpantebreve eller skadesløsbreve.
-
4) Oplysning om, hvilke aktiver pantebrevet omfatter. Dette gælder dog ikke virksomhedspantebreve, jf. tinglysningslovens § 47 c, og skadesløsbreve ved fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d.
-
5) For pantebreve, der ikke er skadesløsbreve eller høstpantebreve, oplysning om, hvorvidt pantebrevet er omfattet af lov om kreditaftaler.
-
6) For pantebreve, der ikke er høstpantebreve, oplysning om respekt af eventuelle foranstående hæftelser.
Stk. 2 Er det pantstiftende dokument tiltrådt af en kautionist, og anmodes der om, at dette registreres i personbogen, skal dokumentet indeholde oplysning om kautionistens person- eller CVR-nummer. Har vedkommende ikke et person- eller CVR-nummer, angives navn og adresse.
Stk. 3 Pantebrevet kan endvidere indeholde oplysninger om meddelelsespåtegning efter retsplejeloven med angivelse af meddelelseshavers person- eller CVR-nummer eller, hvis vedkommende ikke har et person- eller CVR-nummer, navn og adresse.
Pantebreve, der giver sikkerhed i fritidsfartøjer med en bruttotonnage på mindst 5 og mindre end 20, skal ud over oplysningerne i § 9 indeholde erklæring om, at fartøjet ikke er registreret i skibsregisteret eller i fartøjsfortegnelsen som et handels- eller fiskeskib, at fartøjet ikke benyttes erhvervsmæssigt, og at fartøjet har en bruttotonnage på mindst 5 og mindre end 20.
Et høstpantebrev skal ud over oplysningerne i § 9 indeholde angivelse af, at det er udstedt efter lov om høstpant, og en erklæring afgivet af udstederen om, at de indkøbte rå- og hjælpestoffer udelukkende vil blive anvendt på ejendommen.
Stk. 2 Et høstpantebrev skal endvidere indeholde oplysning om:
-
1) Den faste ejendoms nøjagtige matrikelbetegnelse og beliggenhed.
-
2) Leverandørens navn og adresse.
-
3) Rå- og hjælpestoffernes art, mængde og pris.
-
4) Den aftalte leveringsperiode.
-
5) Den aftalte dato for første levering.
-
6) Oplysning om, hvorvidt pantebrevet omfatter en eller flere ejendomme, som er ejet af eller forpagtet af debitor.
Skadesløsbreve eller ejerpantebreve, der giver virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c, og skadesløsbreve ved fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d, skal ud over oplysningerne i § 9 indeholde en erklæring om, at pantet ikke stilles til fordel for den, der er skyldnerens eller pantsætterens nærstående, jf. tinglysningslovens § 47 e, stk. 1.
Stk. 2 Virksomhedspantebreve, jf. tinglysningslovens § 47c, skal endvidere indeholde oplysning om, hvilke af aktivtyperne i tinglysningslovens § 47 c, stk. 3, nr. 1-8, pantsætningen omfatter. Pantsætningen kan omfatte ét eller flere af numrene i § 47 c, stk. 3.
Indeholder et pantebrev en bestemmelse om respekt af fremtidig hæftelse, skal dokumentet indeholde oplysning om den fremtidige hæftelses kreditor, hovedstol, valuta, rente og låntypen.
Pantebreve, bortset fra underpant i ejerpantebreve, skal indeholde »Almindelige betingelser (LØSØRE)«, jf. bilag 1.
Stk. 2 Skadesløsbreve skal indeholde ”Almindelige betingelser (SKADESLØSBREV)”, jf. bilag 2.
Stk. 3 Høstpantebreve skal indeholde ”Almindelige betingelser (HØSTPANTEBREV)”, jf. bilag 3.
Stk. 4
Virksomhedspantebreve, jf. tinglysningslovens § 47 c, skal indeholde ”Almindelige betingelser (VIRKSOMHEDSPANT)”, jf. bilag 4.
Stk. 5 Skadesløsbreve, der giver fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d, skal indeholde ”Almindelige betingelser (SKADESLØSBREV FORDRINGSPANT)”, jf. bilag 5.
Der må ikke foretages ændringer i de almindelige betingelser. Fravigelse af de almindelige betingelser kan kun ske, når fravigelserne gengives under »særlige bestemmelser«.
Stk. 2 Følgende bestemmelser i de almindelige betingelser kan ikke fraviges til ugunst for debitor, jf. tinglysningslovens § 47, stk. 8, jf. § 42 a:
-
1) nr. 2, sidste punktum, og nr. 7, litra a, i ”Almindelige betingelser (LØSØRE)”, og
-
2) nr. 2, sidste punktum, og nr. 6, litra a, i ”Almindelige betingelser (HØSTPANTEBREV)”.
Stk. 3 Nr. 2 i ”Almindelige betingelser (VIRKSOMHEDSPANT)” og nr. 2 i ”Almindelige betingelser (SKADESLØSBREV FORDRINGSPANT)” kan ikke fraviges.
Efter tinglysningslovens § 47, stk. 9, og § 47 e, stk. 4, jf. § 42 g, stk. 2, udslettes tinglyste panterettigheder af personbogen, når der er forløbet 10 år efter dokumentets tinglysning, og rettigheden ikke inden udløbet af denne frist er anmeldt til fornyet tinglysning.
Stk. 2 Registrerede rettighedshavere, der har tinglyst en panterettighed efter tinglysningslovens § 47 b, stk. 2, § 47 c eller § 47 d, skal af Tinglysningsretten have meddelelse om sletning efter stk. 1 senest 3 måneder inden, den gennemføres.